Støttestrømper er ikke kun til gamle mænd og damer

Sponsoreret indlæg

Anmeldelse af støttestrømper

Jeg har fået æren af at afprøve støttestrømper fra Støttestrømpen.dk. Dog var det med en lidt skeptisk tilgang at jeg valgte at sige ja. Min overbevisning og holdning var nemlig, at støttestrømper var noget der tilhørte gamle mænd og damer samt at støttestrømper var sådan nogle kedelige og (undskyld) grimme brune nogle.

stoettestroem

Men jeg har en helt anden overbevisning nu. Jeg havde de stribede på i går for første gang og det bliver helt sikkert ikke den sidste gang jeg ifører mig dem. Det var så behageligt, og jeg følte jeg kunne løbe meget hurtigere. Da jeg havde fri og tog kittel og strømper af, var jeg ikke øm i benene, som jeg ellers kan være nogen gange.

En anden skepsis jeg også havde var den, at jeg var sikker på at den strammende fornemelse ville være ubehagelig. Men for det første så strammede de slet ikke sådan som jeg havde forventet, og for det andet, så var det slet ikke spor ubehageligt. Jeg kunne selvfølgelig tydeligt mærke at det ikke var som at have almindelige sokker på, men det var ikke ubehageligt på nogen måde. Tværtimod så var det en rar fornemmelse at få strammet lidt op og at få støtte til blodomløbet i benene.

Som sygeplejerske løber man generelt meget rundt og har en masse ting man skal nå i løbet af dagen, derfor ser jeg nu støttestrømpen som ideal til brug i dagligdagen og som en velvære og støtte til benene. Jeg vil i hvert fald bruge støttestrømper fremover. Dette er ikke et reklame stunt og noget jeg bare skriver, jeg er hudærlig. Det som jeg især også synes er positivt ved dem er, at de er sjove og farverige. De vakte i hvert fald opmærksomhed og satte smil på flere af mine kollegaers læber – det er jo også en rigtig dejlig effekt.

Jeg synes generelt at det er lidt kedeligt, at vi alle ser helt ens ud i kitlerne, så hvorfor ikke sætte lidt farve på benene og skabe smil og glæde, samtidig med at man støtter bentøjet og er god ved sig selv og sin sundhed.

stoettes

Hvis du kunne have lyst til at se lidt nærmere på støttestrømper, så klik ind på Støttestrømpens hjemmeside her og se deres store udvalg af støttestrømper. Støttestrømper hjælper med at forebygge ømhed, uro og hævelse i benene, det er da kun det værd at prøve et par af.

Jeg har også et par røde jeg skal have afprøvet. Jeg glæder mig og min plan er at de skal på i December måned :-) Jeg skal bare have skaffet mig et par træsko, så kommer jeg til at ligne en nisse. Det bliver så julet og vil helt sikkert sætte gang i smilenebåndene blandt kollegaer og patienter :-)

Kh. Frederikke,

Sygeplejerske

   

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Camilla, 27 år, sygeplejestuderende

camilla-sygeplejestudrende

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?
Det var egentlig ikke fordi det var en livslang drøm for mig. Ærligt så tror jeg, at jeg er endt her ret tilfældigt. Jeg har altid været god til mennesker, så jeg er helt sikkert havnet det rette sted. Hele sundhedssektoren har for mig altid været dybt fascinerende, men jeg havde faktisk aldrig troet, at jeg en dag ville være en del af den. Den der kombination af det humanvidenskabelige og det naturvidenskabelige synes jeg er vildt spændende. Det giver noget helt særligt, at arbejdet er både håndgribeligt og uhåndgribeligt på samme tid. Og så synes jeg det er så givende, at kunne yde omsorg til mennesker der er i krise – hvad end det så er en patient eller de pårørende. Min søn på syv år, er også så glad for at jeg læser til sygeplejerske, for: ”sygeplejerskerne er dem der er de søde når man har ondt”.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?
Nu er jeg selv stadig grøn og med en tom tavle, der først nu skal til at blive udfyldt. Er lige blevet færdig med modul 4, hvor jeg var på gastro-kirurgisk. Her arbejder jeg også nu som timelønnet, og jeg synes det er rigtig spændende. Der kunne godt være en operations- eller en anæstesisygeplejerske gemt i mig. Men først skal jeg være et sted med de lidt længere patientforløb, da relationen mellem sygeplejerske og patient er noget jeg brænder rigtig meget for. Jeg kunne også sagtens se mig selv arbejde på hospice, når jeg engang har fået mere erfaring.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?
Jeg havde et fantastisk forløb med en patient over flere uger. Jeg var inde ved ham hver dag, og som studerende har man jo mere tid til at få sig en god snak med patienterne, og jeg endte derfor med at kende denne patient rigtig godt. Han var rigtig vred i starten, over hele sin situation – over at vi kom rendende i tide og utide, men det endte med, at han blev så glad når jeg kom ind til ham.
Desværre gik han hen og blev rigtig dårlig, og den sidste dag jeg var sammen med ham, sad jeg hos ham i 7 timer og bare var der. Han døde 4 timer efter jeg tog hjem. Efterfølgende fik jeg så den sødeste mail fra min vejleder, om hvor glade de pårørende havde været for mig, fordi jeg havde været der så kontinuerligt, og givet dem omsorg han havde haft brug for.
Det var en god oplevelse fordi jeg fik skabt den gode relation til både patient og pårørende, og fordi de pårørende, trods udfaldet desværre blev som det gjorde, havde været så glade for mig. Det er helt sikkert en patient jeg vil tage med mig fremover.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?
Samme situation faktisk. Lige så god den var, lige så hård var den også. Det var den første patient jeg havde der døde, hvilket i sig selv var lidt svært. Men han var også den første patient jeg havde, der krævede så meget hjælp til alt det basale, så jeg blev kastet godt og grundigt ud i det hele fra start. Det var en kæmpe udfordring, da jeg på daværende tidspunkt ikke havde prøvet så meget endnu, og jeg kan huske at jeg gik hjem flere dage, helt udmattet og med følelsen af at det havde været for meget. De fleste ting kan jo føles som en udfordring når man er helt ny i faget, så det at få en patient der bare på en eller anden måde var ”skræddersyet” til modulet, gjorde også bare at jeg gik helt skeløjet fra hospitalet klokken 15. Det endte dog, som der står oven over, som en god oplevelse, og jeg lærte utroligt meget.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?
Ja. Jeg synes desværre ofte man ikke når alt det man gerne vil. Der er ikke nok timer til at nå alt, så derfor er man nødt til at prioritere hvad der er vigtigst. Det er bare rigtig kedeligt at give bolden videre i vagtskiftet, hvis det drejer sig om en intervention der ikke kan vente. Jeg vil så sige at normeringen var okay på afdelingen, så jeg tror helt sikkert det er meget værre alle mulige andre steder, men der er stadig ikke noget mere utilfredsstillende, at man ikke har nået at være omkring patienterne som man gerne ville.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?
Empatisk, fagligt kompetent og imødekommende

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?
Nu er jeg jo selv kun lige ved at være færdig med 1. år, så min erfaring er noget sparsom. Men jeg synes det er vigtigt at man som studerende hænger i – og springer ud i det. Det var for mig sindssygt angstprovokerende, at skulle ud blandt patienter for første gang, men jeg gjorde det alligevel – jeg havde JA-hatten på, og tog imod nye udfordringer når de bød sig, og det gjorde også at jeg de fleste dage gik hjem, og følte at jeg havde vundet hele verden. Men med det sagt, så er det selvfølgelig også ekstremt vigtigt at kende sine egne begrænsninger. Det er okay at sige nej til en opgave, hvis man ikke er tryg ved det.


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Magtesløsheden overvinder ytringsfriheden

ytringsfrihedblog

(Et billede jeg har taget under min flytning, hvor jeg smed alle mine gamle fagblade ud, her fandt jeg en spændende og relevant artikel fra 2013)

I en analyse foretaget af Dansk Sygeplejeråd (DSR) i september 2016 som blev offentliggjort den 17. oktober, fremgår det at 28 % ud af 1828 adspurgte sygeplejersker tier om kritisable forhold på arbejdspladsen, til trods for at de mener at offentligheden burde vide besked om forholdene.

Jeg tror desværre at magtesløsheden og travlheden overvinder ytringsfriheden. Gang på gang råber landets sygeplejersker op, men der sker ikke noget. Så er det lettere at lukke øjnene, tie eller at søge andet job.

Når man gang på gang oplever at det ikke hjælper at råbe op, er det klart, at man mister modet.

Som sygeplejerske står jeg selv hver dag med mennesker i mine hænder, mennesker der på den ene eller anden måde har behov – og brug for min sygeplejefaglige støtte, omsorg og pleje.

Som sygeplejerske er det ganske ulideligt at opleve den utilfredshed det er ikke at kunne yde den fornødne omsorg og pleje patienterne har brug for. Dette har jeg selv oplevet flere gange. Jeg har oplevet det i en sådan grad, at jeg efter en alt for travl aftenvagt gik grædende hjem. Jeg var så magtesløs og frustreret over at jeg pga. travlhed i aftenens vagt ikke formåede at leve op til at være der for mine patienter. Jeg slukkede ildebrænde og havde ikke mulighed for at være tilstedeværende overfor mine patienter og hver gang jeg trådte ind på en stue lagde jeg ud med at sige ”undskyld, jeg ved godt at I har ventet længe på mig”. Dette resulterede i gråd. Dette scenarie er ikke enkeltstående. Jeg ved at mange andre, som jeg, er gået grædende hjem fra en vagt, har grædt på arbejdspladsen eller derhjemme.

En sygeplejerske er bag kitlen et menneske og ikke en robust robot som bare kan lukke øjnene og knokle på. Vi ser, føler og mærker hver gang vi er på arbejde og oplever hver dag det pres og den stress der truer, ikke kun vores eget velbefindende, men også vores patienters velbefindende.

Jeg tror ærligtalt at magtesløsheden forsager at sygeplejersker mister modet til at ytrer sig. Især fordi de gang på gang oplever at det alligevel ikke hjælper at råbe op. Udover det, er det også sådan, at når man råber op, så løber man en risiko. Man løber en risiko der i værste tilfælde kan koste den enkelte sygeplejerske jobbet. Man risikerer at komme til at stå i ”bad standing” på arbejdspladsen. Dette gør man, da man med sine ytringer står frem og fortæller om forhold på det pågældende arbejdssted som ikke fungerer eller som går imod fagligheden og patientsikkerheden.

Jeg tror at mange sygeplejersker i stedet vælger at deale med det, lukker øjnene og at mange i stedet vælger at finde et andet arbejde, fremfor at tage kampen op – en kamp, som jeg tror, der i de fleste tilfælde kan virke meget uoverskuelig.

Hvordan kan vi sørge for at sygeplejersker generelt begynder at gøre mere brug af deres ytringsfrihed?

Jeg tror på at vi allerede godt i gang. Det at der fokus på problemet er en start. Rom blev ikke bygget på en dag.

Det vigtige er, og min bøn til alle sygeplejersker er, at man ikke sætter et lighedstegn mellem tavshedspligt og ytringsfrihed. Måske skulle man begynde at undervise lidt mere om netop dette på sygeplejerskeuddannelsen og have et øget fokus på det, på arbejdspladsen ved at vi minder hinanden om at det er helt ok at ytre sig. Jeg tror at dette vil kunne skabe en bredere forståelse og hjælpe til at vi som sygeplejersker og de kommende sygeplejersker ved hvad de kan og må sige offentligt.

Jeg har selv flere gange været ræd for at trykke på “send knappen” her på bloggen. Det har jeg været fordi at jeg har været i tvivl om det jeg har skrevet ville komme til at have nogle konsekvenser med sig. Jeg har tænkt over om dette måske ville gøre at jeg ville komme til at stå I “bad standing”. Dog har jeg tværtimod kun oplevet positiv feedback og skulderklap fra kollegaer af.

Som sygeplejersker er vi patienternes ambassadører og vi bliver nød til at tage sagen egen hånd, selvom det kræver mod og er grænseoverskridende. Vi skal som sygeplejersker være med til at udvikle og formidle sygepleje, og det gør vi i den grad, når vi råber op og ytrer os.

I hele den her problematik om sygeplejersker og deres ytringsfrihed, kommer jeg til at tænke tilbage på, da jeg før min tid som sygeplejerske og sygeplejestuderende, arbejdede som pædagogmedhjælper. Her oplevede en kollega og jeg en medkollega som ikke var okay på flere punkter. Det var både over for os som kollegaer, men også over for børnene. Vi tog sagen i egen hånd og gik til ledelsen, ytrede os, og det endte med, at den pågældende kollega blev afskediget. Vi var i det her tilfælde børnenes ambassadører og tog kampen op. Det er helt det samme som vi som sygeplejersker skal gøre. Vi må ikke vende den anden kind til, vi skal og må ytre os, til ledelsen og til offentligheden, når vi oplever forhold som er uforsvarlige og som går imod patientsikkerheden og som er så ødelæggende for os at vi går grædende hjem. Som min leder, da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper, den gang sagde til mig: >>Frederikke, du er børnenes ambassadør, du må og skal fortælle om hvad du ser og oplever<<. Selvom vores patienter ikke altid er børn, så er de patienter under vores vinger, og vi skal passe godt på dem og sørge for at vi har arbejdsforhold der kan leve op til den pleje og behandling de har krav på at modtage af os. Vi er autoriserede og med denne autorisation følger et ansvar, et kæmpe ansvar. Dette må vi aldrig gamble med og aldrig glemme.

Min opfordring til alle sygeplejersker er, at vi alle begynder at råbe meget mere op, bruge vores ytringsfrihed og hvis man er i tvivl om man går over stregen og bryder med tavshedspligten, må man kontakte DSR for at høre om det man har at i sinde at dele med offentligheden går i strid med tavshedspligten. Hvis man er bange for konsekvenserne det kan have med sig på arbejdspladsen, så tag en snak med ledelsen eller TR.

Vi bliver nød til at ytre os, hvis ikke, så fortsætter vores sundhedsvæsen med at synke endnu dybere. Vi er som sygeplejersker førstehånds eksperterne på det der rør sig i det danske sundhedsvæsen, og vi er de eneste der kan fortælle om forholdende på helt tæt hold indefra. Det er gammeldags og forkert at vi skal tie, det skal vi ikke, vi skal tale og vi skal ytre os, vores stemme er altafgørende i den her synkende skude.

Hermed er min opfordring gået videre offentligt!

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her

   

Et helt specielt kram

Jeg er ekspert på det jeg oplever

For ca. en måned siden var jeg på modul 1. af Dansk Sygeplejeråds (DSR) Meningsdanneruddannelse. Under et af de mange spændende oplæg hæftede jeg mig især ved følgende sætning: “jeg er ekspert på det jeg oplever”. Årsagen til at jeg især hæftede mig ved denne sætning var at jeg primært har brugt mig selv og mine personlige oplevelser og erfaringer fra praksis her på bloggen. Jeg har i ny og næ tænkt over om det nu også var klogt at jeg brugte mig selv så meget i mine blogindlæg, om jeg måske burde skrive mere generelt og mere bredt. Men qua hvad jeg lærte på modul 1. af Meningsdanneruddannelsen, giver det nu endnu mere mening at jeg bare skal “bruge” mig selv. Det giver mest mening for mig, og jeg tror også, at det giver mest mening for jer, som læser med.

Meningsdanneruddannelsen

Der er vist ingen tvivl om at det til tider er rigtig hårdt at være sygeplejerske, hvor end i faget man befinder sig. Jeg oplever det selv på egen krop, når jeg (næsten) hver dag trækker i kitlen på barselsgangen. Efter jeg havde været på modul 1. af DSR’s Meningsdanneruddannelse fik jeg fornyet energi. Den energi jeg fik kom specielt fra de andre deltagere, der ligesom jeg selv, brænder for at sætte sygeplejefaget endnu mere på dagsorden. Jeg mødte en flok af super seje sygeplejersker som brænder for vores fag. Sammen brænder vi for at synliggøre faget, synliggøre de tilstande som lige nu truer og hersker over vores sundhedssystem som ikke holder nogen steder. Det var fantastisk at mærke det engagement som lå i luften, i krogene og som blev sagt åbent i flere fora fra vi stod op til vi gik i seng. Vi lærte og talte meget om at fortælle vores historie, fordi det der sker, når vi fortæller vores historie er at andre hører på os. Når andre hører på os, kan vi skabe en lavine, en lavine, der måske, på lykkeligvis kan hjælpe os med at ændre på tilstande, som lige nu truer vores samfund. Noget jeg især også tog med mig fra uddannelsens første modul var at vi også kan og skal fortælle den gode historie. Derfor vil jeg i dette blogindlæg fortælle en god historie fra min hverdag. Jeg vil invitere jer ind i min verden som barselssygeplejerske i et øjeblik, som viser og bevidner hvad det er, der gør det så specielt og fantastisk at være sygeplejerske.

Nattevagten

Jeg var i nattevagt, for anden dag i træk, klokkerne bimlede og bamlede i mine lommer. Hver gang lyden bippede fra min lomme kiggede jeg selvfølgelig ned for at se om det var nogle af mine stuer som ringede. Det var det ikke her. Jeg havde som altid i nattevagt to klokker på. En klokke til hver barselsgang. Jeg vidste besked om at min kollega var alene på “den anden side” (vi har to barselsgange). Den nat tog jeg flere af min kollegas klokker, da mine egne stuer ikke ringede så meget. Jeg var inde på den samme stue flere gange, som egentlig ikke var “min” stue. Jeg fik ret hurtigt en god relation til forældreparret på stuen og vi kom godt ud af det sammen. Der var lidt kaos på den her stue, men sammen kom vi frem til at finde ro, forældrene, den lille nyfødte og jeg. Forældrene spurgte mig flere gange om hvornår jeg gik hjem og om hvor længe min vagt var. Det var tydeligt at de blev glade og lettede når jeg var på stuen. Jeg tror især at det var fordi at jeg havde tid til at sætte mig ind i deres situation og problemstillinger. Trods at denne nat var ret hektisk for os tre sygeplejersker, der var i vagt, formåede vi at holde boldene i luften og at være der så godt som vi nu kunne for vores patienter.

Krammet

Da jeg halvanden dag efter mødte i dagvagt mødte jeg tilfældigt ovenstående forældre par + baby på gangen, som var på vej hjem til deres nye tilværelse som forældre. Moren omfavnede mig med et kærligt kram og gav mig en stor tak, for forleden nat, hvor jeg for dem havde været en kæmpe hjælp. Denne dagvagt jeg var i gang med var hektisk, jeg løb rundt mellem stuerne der ringede i min lomme og jeg havde ikke tid til at spise frokost, men det kram, fra den mor, varmede helt ind i sjælen…. Det varmede sådan hele vejen fra tæerne og op til min pande. At være sygeplejerske er til tider rigtig hårdt, men der er bare de her små fantastiske og sigende øjeblikke, som gør at det er det hele værd. Tak, tusind tusind tak fordi at I kære patienter klapper os på skulderen en gang imellem og giver os mod og energi til at fortsætte i det her fag, som til tider er aldeles ubarmhjertigt.

Kh. Frederikke

Det bærer frugt at ytre sig

Den 28/8 skrev jeg et indlæg på min blog. Jeg skrev min egen personlige oplevelse efter en meget travl aftenvagt, hvor jeg havde grædt på vej hjem. Læs mit blogindlæg her: http://vitachoreas.bloggersdelight.dk/2016/08/jeg-graed-paa-vej-hjem-i-gaar/

Jeg har blogget nogenlunde fast om sygeplejefaget i over et års tid og jeg har tit tænkt ”hvorfor er det jeg skriver, hvor er det jeg vil hen med det her og hvorfor gør jeg det overhovedet?”

Men især efter jeg skrev det før nævnte blogindlæg, gav det hele lige pludselig mere mening.

Da jeg et par dage efter mødte på arbejde oplevede jeg stor opmærksomhed omkring mig fra kollegaer af. Flere kollegaer har henvendt sig og rost mig for mit skriv, flere tilkendegav at de sagtens kunne genkende sig selv i det jeg skrev, og jeg fik også krammere af kollegaer. Udover stor opbakning fra kollegaer af, blev mit indlæg delt mange gange på Facebook og mange tilkendegav at de havde oplevet det samme som jeg. Det er utroligt overvældende at mærke så stor en opbakning. Det der så også skete var at min tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant og min afdelingssygeplejerske henvendte sig til mig. Først blev jeg lidt skræmt og tænkte ”åh nej, Frederikke, hvad der det dog du har sat i gang”. Men de ville og vil mig kun det bedste. Min tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant har forslået vi skal holde et møde sammen hvor min afdelingssygeplejerske også deltager. På dette møde skal vi tale om selve vagten, hvad der skete og hvorfor, for at forebygge at jeg og andre ikke går grædende hjem i fremtiden. ”Der vil altid være travle vagter, men ingen skal gå grædende hjem fra vores afdeling” – sådan skrev de til mig. Min afdelingssygeplejerske og jeg havde en samtale – en fin og rolig samtale, hvor vi talte om min trivsel og om vigtigheden i at jeg siger fra og fortæller hvis der er noget jeg ikke trives med. Jeg ser frem til mødet og håber at dette kan forebygge og hjælpe andre nyuddannede som garvede at gå grædende hjem.

Efter opmærksomheden på blogindlægget kan jeg nu mærke at det bare giver så god mening at jeg blogger og fortæller min historie. Jeg håber på at jeg kan være med til at inspirere andre til at ytre sig og fortælle deres historie, så at vi sammen kan ændre og gøre vores sundhedsvæsen bedre og stærkere. Jeg tror på at vores historier og personlige erfaringer kan ændre og hjælpe os med at komme videre fra de sorte huller vi måske er i. De kan hjælpe til at det kan blive bedre, og om ikke andet, kan jeg af erfaring sige, at det hjælper at skrive og ytre sig om noget der har været svært eller udfordrende.

Som en meget klog og utroligt inspirerende sygeplejerske & meningsdanner har sagt:

”Jeg er ekspert på det jeg oplever”. Den sætning er så fin og jeg synes den appelerer så fint til at vi fortæller vores historie.

Tusind tak til jer alle sammen fordi at I læser med.

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Jeg græd på vej hjem i går

Magtesløs

Efter jeg netop forleden skrev et indlæg med mine refleksioner om tilstandene på Køge Sygehus, må jeg indrømme, at det er lidt tragikomisk, at jeg i går på vej hjem fra min aftenvagt begyndte at græde. (Læs mit “Køge-indlæg” her)

Jeg kom til at græde i bilen på vej hjem fordi at jeg i går nok havde hidtil mest lortede vagt (undskyld ordvalget). Følelsen jeg havde i kroppen da jeg gik fra afdelingen var virkelig utilfredsstillende og fyldt med skyldfølelse. Jeg ved at jeg gør mit bedste, men det er bare ikke nok. Det er ikke nok når jeg ved at jeg forsømmer patienterne og ikke får gjort mit arbejde som jeg burde – samt når jeg ved, at jeg går imod min faglighed og imod patientsikkerheden. Det er grotesk at det skal være sådan i nogle vagter, at man kan presses så langt ud, at man fælder tårer. Nyuddannet eller ej.

Jeg følte mig så presset af flere omgange at jeg fuldstædig glemte hvad jeg var i gang med (super patientsikkerhed!). På et tidspunkt stod jeg ude i linneddepotet, klokkerne bimlede, hvoraf 4 af dem kaldte på mig. Der havde jeg helt vildt meget lyst til bare at begynde at skrige! Jeg tror mine tårer brød ud både pga. lettelsen af at “være ude på den side” af afdelingen, men især også fordi jeg vidste at det arbejde jeg havde foretaget mig i den aftenvagt, på ingen måde lever op til at være sygeplejerske. I hvert fald ikke til hvordan jeg gerne vil være sygeplejerske. I går var jeg brandslukker.

Jeg glemte flere vitale almindelig arbejdsopgaver i løbet af vagten pga. tidspres og for meget at lave på én gang. Jeg ved at jeg overleverede opgaver og uløste problemstillinger til natholdet, som ikke var rimeligt, men som jeg ikke kunne gøre til eller fra ved. For som skrevet ovenfor, jeg gjorde mit bedste, det bedste jeg kunne.

Dokumentation?

Jeg nåede aldrig rigtig til at læse om mine patienter (super patientsikkerhed!). Det jeg selv dokumenterede startede primært med …”pga. travlhed har jeg ikke/ved jeg ikke.. osv.” (igen, super patientsikkerhed!). Dokumentation er en vigtig del af sygeplejen, da den er med til at gøre, at vi kan handle på problemstillinger og hurtigt opfange hvis noget skulle være i gang med at ændre sig til det værre, og fortsætte med noget, hvis det hjælper. Dokumentationen er også med til at gøre, at vi opnår viden om patienterne vi passer, så at de kan få bedst mulig behandling. Dokumentaton er altså til for at opretholde bedst mulig kvalitet i sygeplejen. Der var ingen eller i hvert fald minimal kvalitet i det jeg leverede i går dokumentationsmæssigt. Igen.. super utilfredsstillende og slet ikke sådan som jeg vil være sygeplejerske.

Overlevelse

Man skal være stærkt for at overleve i det her sundhedsvæsen. Jeg forstår godt at mange går ned med stress og at mange flygter fra det her fag og giver op. Jeg har ikke før tudet efter at have været i vagt, men det kan jeg da krydse af på listen nu. Jeg synes egentlig selv at jeg er stærk og robust og god nok til at sige fra. Men i går knækkede filmen. Jeg har været sygeplejerske i lidt over to måneder nu – jeg skal overleve mange år endnu som sygeplejerske, medmindre jeg skal finde på noget andet. Det har jeg bestemt ikke lyst til, for jeg elsker mit fag, og jeg elsker at være sygeplejerske. Med tiden bliver jeg vel forhåbentlig mere stærk og robust, men besparelserne fortsætter samtidig også – så jeg ved ikke om det kommer til at hænge sammen på nogen måde. Jeg har heller ikke lyst til at udvikle mig til en “ice-cold-bitch”-sygeplejerske, jeg vil gerne fortsætte med at føle og tude, hvis jeg mærker at noget ikke er iorden. Jeg håber ikke at jeg taber mig selv til travlheden.

Men i går var urimelig. Det var ikke kun fordi at jeg er ny og grøn sygeplejerske.

Undskyld, jeg ved godt at I har ventet længe

Jeg sagde undskyld nærmest hver gang jeg gik ind på en stue i går. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor frustrerende det må være, at være patient, når der er så travlt. Men jeg er sikker på at patienterne også gør deres bedste for at være forstående.

Jeg tror også at mine tårer var en kulmination. En kulmination af hele selve oplevelsen af at løbe rundt, uden nogen pauser, og føle sig så utilstrækkelig og ikke tilstedeværende. Lige nu tænker jeg bare at næste gang jeg møder i vagt, kan det da kun blive bedre end sidst. Men seriøst, det er sgu ikke værdigt for nogle det her.

Jeg bliver vel mere robust jo dygtigere jeg bliver til mit fag. Men de erfarende jeg var i vagt med tonsede også rundt i går, de har nok ikke fældet tårer ligesom mig på vej hjem, men vi var “alle” tre über presset i går og gjorde alt for at få det hele til bare at hænge nogenlunde sammen. Øv.

Meningsdanner Uddannelsen

Jeg glæder mig til at starte på Dansk Sygeplejeråds Meningsdanneruddannelsen i næste uge. Det skal blive godt at lære hvordan jeg kan ytre mig meget mere og debattere meget mere – for det her sundhedsvæsen det sejler!

Ps. Jeg håber at de af mine kollegaer der læser med forstår hvor meget jeg sætter pris på jer og hvor meget guld værd I er. Uden jeres støtte og hjælp ville der slet ikke være glæde og håb for mig som ny sygeplejerske.


Har du oplevet at græde efter en vagt pga. travlhed? Hvis du har, og har lyst til at fortælle din historie, så skriv til mig. frederikkekikke@gmail.com

   

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Naja, 23 år, Sygeplejestuderende, Modul 8

naja

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg læser til sygeplejerske, for at dygtiggøre mig i et fag, der har betydning for andre mennesker. Jeg tror at alle sygeplejersker er født til faget. Sygeplejersker er givere. De giver deres faglige viden ud, men de giver også ud af dem selv og hvem de er. Der er en del af sygeplejen du ikke kan læse dig til i bøgerne, det er bare noget man er.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg arbejder som vikar på en gastro-kirurgisk sengeafdeling, ved siden af mit studie. Det er primært cancerpatienter der er indlagt, og det er også det jeg interesserer mig for. Når jeg er færdig vil jeg gerne uddanne mig til kræftsygeplejerske og senere forske.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?

Min bedste oplevelse i uniformen er uden tvivl, når en patient eller pårørende de giver mig et kram. Det er en anerkendelse fra min patient eller en pårørende til mig, om at jeg har været et lille lys i en svær tid. Det er simpelthen den største ros jeg kan få.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?

Min første patient var en ung mand i start 40’erne, der havde en tumor, der havde spredt sig til de meste af kroppen. Jeg fulgte ham hele min klinikperiode, men også efter da jeg blev ansat på afdelingen. Det har vel været lidt over et år, at jeg havde set ham flere gange om ugen. Til sidst havde han det dog så dårligt, at han sov ind lige inden min vagt sluttede.

Jeg kunne slet ikke finde ud af hvor jeg skulle gøre af mig selv, da jeg havde fri! Det føltes forkert bare at tage hjem, og fortsætte min dag ligesom alle andre dage. De pårørendes værste tid gik dem i møde, og jeg havde bare fri.

Efter arbejde lagde jeg min kittel og tog hjem, men jeg bar den under mit eget tøj i lang tid efter.

Det er for mig udfordrende, kun at bære sygeplejerske-identiteten på hospitalet. Der er mange hårde arbejdsdage, der lige skal bearbejdes før jeg kan ligge kitlen psykisk, og vende tilbage til bare at være Naja. Der er jeg så heldigvis velsignet med verdens bedste kæreste som jeg bruger til at læsse af på, og han er giver sig tid til at lytte og holde om mig når en vagt har sat sine spor.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Travlheden som eksisterer i hele hospitalsvæsnet, er hæmmende for at udføre den fyldstopgørende sygepleje, vi bliver undervist i under uddannelsen. Alle sygeplejersker jeg møder på min vej, udviser frustration over ikke at have den ønskede tid til deres arbejde. Det er tit, at frokosten eller aftensmaden bliver skippet på grund af, at sygeplejersker prioritere deres patienter højere end deres ernæringsbehov.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Alsidig, loyal, og badass!

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Det vigtigste råd jeg selv har fået, er ALDRIG at gøre noget man er i tvivl om. Altid spørg! Det er min svigerinde som selv er sygeplejerske, der gav mig det i min første klinik, og det har jeg lænet mig meget op af!

Husk at sig fra. På grund af travlheden kan man som studerende, få påduttet sig nogle opgaver som ikke er egnet til ens kompetencer. Og der er det vigtigt at sige fra!


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Patient Usikkert Sygehus

Sagen på den intensive afd. på Køge sygehus har vakt opsigt i de danske medier siden det i sidste uge via DR blev fremlagt at der i en længere periode er blevet skruet op for brugen af sovemedicin i travle situationer for at lette arbejdspresset.

Formanden for Dansk Sygeplejeråd (DSR), Grethe Christensen, har om sagen blandt andet udtalt følgende:

”Det er helt uacceptabelt, at patienterne bliver medicineret i et omfang som skader deres behandling. Det vidner om en syg kultur i sundhedsvæsenet, hvor der drives rovdrift på medarbejderne og hvor der bliver skruet på selv de medicinske skruer for at frigøre ressourcer”.

”Ledelsen skal tage medarbejdernes advarsler alvorligt, når deres faglige ansvarlighed bliver overskredet, og derfor burde der langt tidligere være skredet ind. Det er et skråplan, når økonomiske argumenter ender med at forringe den faglige standard i en grad så medarbejderne ikke kan se sig selv i øjnene” (Kilde DSR).

Forholdene som har fundet sted på Køge Sygehus afspejler den generelle tendens som raser over hele landet i sundhedsvæsenet. Den generelle tendens er det arbejdspres og den stress der finder sted blandt sygeplejersker og andet sundhedspersonale. Denne tendens fremgår også af DSR’s tidligere SATH-undersøgelse, der viser, at sygeplejersker til dagligt står i dilemmaer hvor de må gå på kompromis med deres faglighed. Halvdelen af alle sygeplejersker oplevede i 2015 at de altid eller ofte var under pres, når de skulle løse kerneopgaver på et niveau som var fagligt forsvarligt. Der ses en stigning i forhold til 2012, hvor det viste sig “kun” at være hver 3. sygeplejerske (Kilde DSR).

Som sygeplejerske er det nærmest umuligt ikke at gå på kompromis med fagligheden og patientsikkerheden i visse situationer. Årsagen til dette bunder i hvordan sundhedssystemet er strikket sammen efter der gang på gang har været besparelser. I nogle situationer er det simpelthent ikke muligt at undgå at travlheden og manglen på de varme hænder går udover de indlagte patienter – såvel som det også går udover sygeplejerskerne. Når jeg skriver at det også går udover sygeplejerskerne tænker jeg især på det sindssygt usunde arbejdsmiljø som en sygeplejerske i nogle vagter arbejder i. Både det at man må gå på kompromis med sin faglighed, men også det at der til tider ikke er tid til toiletbesøg, madpauser og pauser generelt. Her kan man selvfølgelig sige, at det er sygeplejerskernes eget ansvar at sørge for at holde sine pauser. Men min personlige erfaring er at jeg i meget travle vagter har valgt pauser fra, eller simpelhent ikke har haft muligheden for at vælge dem til, da travlheden har overvundet mine pauser. Dvs. at jeg har vurderet at patienternes behov for sygepleje har været mere vigtig end min pause. Det er heldigvis slet ikke hverdagskost på min afdeling, men jeg ved også, at jeg slet ikke arbejder et af de steder, hvor der er mest travlt.

Som sygeplejerske (og tidl. sygeplejestuderende) har jeg selv oplevet at være gået på kompromis med hvad jeg fagligt burde – samt gået imod patientsikkerheden. Flere gange endda. Ikke sådan at jeg har skruet op og ned i medicin, eller i anden grad har udsat patienterne for en reel fare. Men jeg har f.eks. vist besked om at lige nu burde jeg også være inde på en anden stue, men dette har ganske enkelt ikke været muligt, da jeg kun kan være et sted af gangen. Jeg ved godt at dette i sig selv ikke udløser en fare for patientsikkerheden eller er at gå på kompromis med min faglighed. Men jeg vil mene at det indirekte er at gå på kompromis med min faglighed og at gå imod patientersikkerheden, da jeg har vist at flere patienter, på samme tid, har haft behov for min tilstedeværelse i forskellige situationer. Helt konkret, for at gøre det mere håndgribeligt, så vil jeg nævne et eksempel: F.eks. har jeg stået i situationer hvor flere stuer på samme tid har haft brug for ammevejledning. Det kan måske lyde af ingen ting udefra, men det er det ikke. Det kan have konsekvenser både for mor og barn på kort og lang sigt at moderen ikke får den hjælp og støtte til sin amning som hun har brug for – især hvis der f.eks. er tale om en sårbar situation – det kunne eksempelvis være et tidligere kompliceret ammeforløb. Selvfølgelig er det ikke akut-AKUT-blåblink, men det er så vigtigt og nødvendigt at yde den støtte og vejledning til en nybagt mor f.eks. i forbindelse med amning for at hun opnår succes og selvfølgelig for at barnet får mad. Det kan ende med at moderen får en dårlig start på sit ammeforløb, at babyen ikke får mad og næring på det rette tidspunkt og i aller værste tilfælde at en nybagt mor, der ellers gerne ville amme, stopper helt med at amme. Dette er bare et eksempel på et scenarie som kan forekomme under tidspress og som sikkert også er virkelighed derude nogle gange på barselsgangene. Amning og vejledning herom, er kun ét eksempel fra mit speciale, der er mange flere, som ikke kun omhandler amning og den nyfødtes ernæring. Men amning er en kerneydelse for en sygeplejerske på en barselsgang og derfor også noget af det der vægtes (og skal vægtes) aller nådes højt.

En sygeplejerske er ganske enkelt nødsaget til at prioritere og dette er man kun endnu mere hvis der er meget travlt. Når travlheden er på sit højeste og flere patienter har brug for hjælp på samme tid, er det simpelhent en nødvendighed at prioritere mellem hvem der har mest brug for din hjælp lige nu. Dette vil helt naturligt have nogle konsekvenser. Jeg har personligt selv oplevet at prioritering er højest i aften – og nattevagter, hvor bemandingen er lavest. Selvom det er aften og nat på et hospital har patienterne brug for hjælp, råd, medicin og vejledning. På barselsgangen hvor jeg arbejder er det tydeligt at mærke at der er en anden ro om aftenen og om natten, men arbejdspresset og prioriteringerne kan stadig forekomme i samme grad som om dagen, men faktisk også tit i højere grad, da kvinder ligesåvel føder om aftenen og om natten, som de gør om dagen. Dog har jeg aldrig oplevet at stå en situation, hvor jeg har følt mig nødsaget til at medicinere mig ud af en presset situation. Det håber jeg heller ikke at nogle af mine kollegaer har.

Jeg håber virkelig og opfordrer ALLE sygeplejersker til at reagere og råbe op hvis de oplever situationer som der går så stik imod fagligheden, som det der er foregået på intensiv afd. på Køge Sygehus. Det er virkelig vigtigt at vi står sammen og støtter hinanden derude på afdelingerne. Det er ganske uforsvarligt og bør på ingen måde være praksis at skulle bryde med sin faglighed på sådan en måde som det er sket i Køge sagen. Det er jo selvfølgelig ganske simpelt at sidde her og skrive ned hvordan man bør gribe tingene an derude i praksis. Men vi må sørge for at støtte hinanden og lytte på hvis kollegaer kommer med problemstillinger der er helt urimelige og stik imod vores faglighed. Hvis ikke man bliver hørt på arbejdspladsen af ledelsen, mener jeg, at man helt klart med det samme må kontakte DSR og bede om råd og vejledning. Det er vores pligt som sygeplejersker. Dette mener jeg i hvert fald helt og aldeles.

Når det så er sagt, så er jeg næsten stensikker på at jeg ikke er alene om at gå på kompromis med patientsikkerheden og min faglighed. Jeg tør vædde på at der hver eneste dag, på hvert eneste sygehus i Danmark, bliver gået på kompromis med fagligheden og med patientersikkerheden. Dette tror jeg ikke vi kan undgå, ikke som det er lige nu og slet ikke med de besparelser som vi står overfor.

Men hvad skal vi gøre, for at ændre ved de her tilstande… Ifølge hvad jeg kan læse mig frem til havde de råbt op på intensiv afd. på Køge Sygehus x flere og givet klar besked om at tilstandene var uforsvarlige.. Men hvorfor blev der så ikke grebet ind noget før? Dette spørgsmål kan man blive ved med at stille. Jeg tænker at man må føle sig meget magtesløs og utilstrækkelig som sygeplejerske i sådanne situationer og mener at det er ganske urimeligt at sygeplejersker skal udsættes for sådanne tilstande.

Med den danske kvalitetsmodel hører med at man som sundhedspersonale skal indberette utilsigtede hændelser (UTH’er) når en fejlhændelse har været ved at ske og når og vis den desværre er sket. Men uden at have nogen dokumentation sådan lige i baghånden, så ved jeg at lige netop det med at indberette UTH’er er noget af det der bliver skippet, for netop at nå det som klart det vigtigste – netop at yde sygepleje til patienterne. Men hvor er vi så? Hvis ikke vi har tid til at få indberettet fejlene der sker eller de fejl som er ved at ske (nær utilsigtede hændelser). Det er jo en ond cirkel som bare kører rundt i ring og som i øjeblikket kun bliver forværret med de besparelser og nedskæringer som raser over sundhedsvæsenet.

Umiddelbart tænker jeg at vi som sygeplejersker skal og bliver nød til at være bedre til at benytte os af vores ytringsfrihed. Vi skal selvfølgelig ikke bryde vores tavshedspligt, men tavshedspligten brydes ikke ved at vi ytrer os om at vi har arbejdsvilkår som er urimelige og uforsvarlige. Vi skal bruge vores ytringsfrihed for at gøre samfundet, og måske mest af alt, politikkerene endnu mere opmærksomme på at de tilstande og vilkår som vi arbejder under, kun for hver dag der går, bliver forværret og mere og mere ikke er til at stå inde for.

Dorte Steenberg som er næstformand i Dansk Sygeplejeråd mener at der findes ligende brug af beroligende medicin på andre afdelinger rundt om i landet på andre sygehuse (Kilde). Jeg håber så inderligt, som ny og grøn sygeplejerskem der gerne vil fortsætte i et fantastisk fag mange år endnu, hvis dette er tilfældet, at de sygeplejersker vil stå frem, bruge deres ytringsfrihed og tage kontakt til DSR og oplyse om de helt urimelige og uacceptable tilstande.

Der skal helt klart mod til at stå frem og tage kontakt til fagforbundet, især hvis det betyder at man må “gå bag om ryggen” på en leder og/eller kollegaer. Men hvis ikke der bliver gjort noget i sager som den på Køge Sygehus, så ender det jo i sidste ende med at sygeplejeprofessionen kan blive smadret og på sigt ende med at være en utroværdigt og forhadt profession. Det er i hvert fald de tanker jeg kommer frem til om dette. Måske er det at sætte det hele lidt på en spids, men jeg tror ikke at det er helt forkert, hvis nu man spørger tilfældelige borgere derude i samfundet. Jeg ville i hvert fald som borger, den dag i dag, være skræmt og bange, hvis jeg skulle indlægges på et dansk hospital og umiddelbart også føle mig usikker på om jeg overhovedet ville få den behandling jeg skulle. Jeg forstår i hvert fald godt, hvis der er flere borgere der går med disse tanker, det er kun forståeligt, når man kan læse, se og høre, at der i flere tilfælde slet ikke er ressourcer og midler til at sygeplejersker og andet sundhedspersonale kan gøre deres arbejde forsvarligt.

Og helt ærligt? Det kan jo ikke passe at en sygeplejersker presses så langt ud at han/hun føler sig tvunget til at gå på kompromis med sin faglighed og må sætte sin autorisation på styr, for at “få lov til” at gøre sit arbejde nogenlunde forsvarligt.

Som sygeplejestuderende blev jeg hurtigt godt klar over der var fejl og mangler ude i “det virkelige sygepleje-liv” i forhold til hvad jeg lærte i teorien på skolebænken. Men jeg havde ikke noget begreb om at det kunne være så grelt som det faktisk står til derude på nogle afdelinger. Jeg har ondt af de sygeplejersker der til dagligt står i sådanne situationer, de må virkelig stå med nogle overvejelser og valg der er urimelig og utålelige. Jeg håber at det snart er på tide at sygeplejerskerne virkelig bliver hørt. Hvis ikke sidder jeg faktisk nu igen med den dårlige følelse i maven om at jeg på sigt i min fremtid ikke vil være sygeplejerske. Jeg vil selvfølgelig altid være sygeplejerske, for den titel har jeg ønskeværdigt opnået, men jeg håber, at jeg kan finde ud af at skåne mig selv og flygte, hvis tilstande som på Køge Sygehus bliver hverdagskost for mig en dag. Dog håber jeg at jeg vil være modig nok til at ytre mig først.

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

KONKURRENCE: Vind plakat “Sygeplejersken” fra Dialægt

Sponsoreret indlæg

Flere af jer har måske allerede set den super seje plakat “Sygeplejersken” fra Dialægt. Nogen af jer har måske allerede fået fingre i den? :-)

Hvis ikke så har du nu muligheden for at vinde plakaten her på bloggen! Jeg har nemlig fået æren af at udlodde et eksemplar til en heldig vinder. Plakaten måler 50×70 cm og er til en værdi af 349 kr.

For at være med i konkurrencen skal du:

1) Følge Dialægt på Instagram (@dialaegt)

2) Følge mig på Instagram (@vitachoreas)

3) Like konkurrence billedet på min Instagram profil (@vitachoreas) og skriv gerne en kommentar med en sjov sygeplejerske anekdote, måske du har en der passer til et af udsagnene på plakaten :-)

Konkurrencen starter i dag og varer til og med tirsdag den 30. august. Jeg giver den heldige vinder direkte besked på Instagram og poster det ligeledes på min blog’s facebookside den 31. august :-)

Held og lykke og nurse on!

Kig forbi Dialægt’s hjemmeside her og se flere plakater – jeg er selv også ret vild med Århus plakaten, da jeg har boet og studeret i dejlige i Århus – før at jeg faldt pladask for sygeplejerskefaget :-)

Sponsoreret indlæg

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

   

Mental sundhed

World Health Organization (WHO) definerer mental sundhed som:

“en tilstand af trivsel hvor individet kan udfolde sine evner, kan håndterer dagligdagens udfordringer og stress, på frugtbar vis kan arbejde produktivt samt er i stand til at yde et bidrag til fællesskabet”.

Somme tider stilles der krav til sygeplejersker, krav der kan føles overvældende. Ofte er der ikke nok varme hænder, for lidt tid, for lidt plads til patienterne, fejl og UTH’er pga. pres fra alle sider, stress, besparelser, dårlige arbejdsmiljøer med mere. Derhjemme når man har fri skal man koble af, sove og lade op til at hospitalet kalder igen, samtidig med at familie – og sociallivet skal passes og plejes. Dette kan føles som et ekstra krav oven i hatten, når man er presset og udkørt fra sygeplejearbejdet.

En dag overhørte jeg to kollegaer tale om arbejdspresset på vores afdeling:


Kollega 1:

Hvordan formidler du om det her arbejde altså om arbejdspresset og om vores vilkår til din mand?

Kollega 2:

Det kan jeg ikke. Jeg tror man skal prøve at være her, for at kunne forstå det.

Kollega 1:

Jeg er helt enig.


Jeg tænkte straks at det var meget fint svaret af kollega 2, og meget sådan jeg har det, når nogen spørger ind til mit arbejde. Man skal virkelig prøve at være sygeplejerske, for at kunne forstå, hvad det vil sige, både på godt og ondt.

Efter at jeg har arbejdet i lidt over en måned som sygeplejerske, er jeg efterhånden ved at falde til, så godt som jeg nu kan. Jeg har været så træt og udmattet, og er det stadig. Det tror jeg nu er helt og ganske naturligt som ny i gårde – i alle jobs. Jeg har mærket hvordan det er at arbejde i skiftende vagter, at sove når andre er vågne, at arbejde når andre sover, at sove og være helt udmattet når jeg endelig har fri og at mærke at min mentale sundhed har skræntet. Det er helt klart især super vigtigt, som sygeplejerske, at gøre sit bedste for at opbygge en god mental sundhed. Men hvordan gør man så lige det uden at sige fra til socialt samvær og hygge i sin fritid. Jeg har ikke svaret på det, da jeg selv føler og ved at jeg allerede har måtte sige fra til flere sociale arrangementer både pga. skiftende vagter, men også fordi jeg har haft brug for at koble af og hvile, når jeg endelig har haft fri.

Først og fremmest så tror jeg at det bliver bedre med tiden, jo mere erfaren og garvet man bliver, jo mere tror jeg at man kan holde til. Samtidig tror jeg også at det kræver god personlig styrke og vilje til at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Søvn og god kost er alfa omega, hvilket for mig er en stor udfordring, da jeg nok er et af de største B-mennesker i verden. Jeg øver mig i og presser mig selv til at sove mere, spise bedre også selvom jeg ikke er sulten. Motion er også alfa omega for at opbygge mere energi. Her er jeg i total underskud. Jeg har ikke rigtigt dyrket motion siden Københavns karneval i pinsen og da mit sambahold holder sommerferie helt til september, går der lang tid før jeg rigtigt kommer til at danse samba regelmæssigt igen. Og ved nærmere eftertanke, gik det op for mig, at jeg nok må komme til at give afkald på at kunne træne samba hver uge som før i tiden. Jeg tror desværre ikke at jeg har mulighed for at planlægge at have fri hver gang der er sambatræning. Jeg kan håbe at det er muligt, men jeg tror ikke at jeg skal regne med det, når mit vagtskema indebærer skiftevis dag-, aften- og nattearbejde.

I dag valgte jeg derfor at melde mig ind i fitnesscenter igen-igen. Her kan jeg træne når det passer mig, min plan er selvfølgelig at deltage på så mange dansehold som overhovedet muligt, selvom det slet ikke er til at sammenligne med min samba træning, men det er trods alt, bedre end ingen ting.

Hvad gør I for at opretholde jeres mentale sundhed? Jeg er nysgerrig, da jeg som ny og uviden i det her sygeplejefag allerede godt kan mærke at det er rigtig vigtigt at vægte det højt og være god til at huske det i farten mellem de utallige kittel skift.

Kh. Frederikke og på forhånd tak for råd :-)

FØLG MIN BLOG PÅ FACEBOOK HER:

VITACHOREAS

“Det vil jeg aldrig glemme”

Da jeg havde arbejdet i ca. en uge som færdiguddannet mødte jeg ind i vagt til ovenstående hilsen og gave fra en patient. Jeg blev så rørt og glad, og kunne mærke at der stod små tårer og bankede på i øjenkrogen.

Min første uge på barselsgangen var rigtig hård. Det var den fordi at jeg ikke havde haft en vagt på barselsgangen i næsten to måneder, fordi at min bachelorgruppe og jeg, brugte alle vores timer i døgnet på at skrive sammen. Udover det, så startede jeg præcis den 1. juli, med 3 weekend dagvagter i streg. Weekenden er klart et tidspunkt, hvor der kan være meget knald på og rigtig travlt. Hospitalet er på en eller anden måde lidt i dvale tilstand, og generelt mindre bemandet end som i hverdagene. Men kvinder føder altså døgnet rundt – også i weekenden! Samtidig har jeg det sidste årstid som vikar i afdelingen primært haft aften og især nattevagter, så hvad man præcis skal i dagvagt lå ikke helt på rutinen. Da vi havde travlt og fes rundt, var det svært at spørge kollegaer til råds, og jeg følte lidt at jeg famlede lidt i blinde nogen gange. Da jeg kom hjem var jeg ikke i hopla og slet ikke spor glad og stolt af min indsats. Jeg følte at jeg havde glemt meget om specialet, både viden, men også helt almindelige praktiske ting. Det er som om at bacheloren har spist en masse af min viden og rutine fra barselsgangen!

Hvor om alt er, så går det meget bedre nu. Jeg skulle lige i gang igen og bare én god oplevelse, sletter nogle af de, jeg har oplevet som værende mindre gode.

Da jeg mødte ind til ovenstående kort og chokoladegave, blev jeg så utroligt glad, for midt i mine frustrationer om min formåen og kunnen, gav alt lige pludselig fuldstændig mening igen. Jeg var der for patienten, jeg støttede, vejledte og krammede. Forinden havde jeg nået at læse lidt omkring patientens problemstilling, så jeg vidste hvad der skulle til, for at hun fik det bedre, sådan rent sygeplejefagligt. Men det aller vigtigste for hende, som også fremgår af kortet var, at jeg var der, krammede og lyttede.

Jeg skriver ikke det her blogindlæg for at sige “se mig, hvor er jeg god”, men for at understrege vigtigheden i bare det at være der og møde patienten hvor han/hun er. Selvfølgelig skal det ikke underkendes at viden og erfaring er GULD værd og uundværligt – men som jeg selv, og mange andre nyuddannede, må vi huske på at helt grundlæggende sygepleje er mere end halvt så vigtigt. Det betyder så meget, og det er så lidt der skal til som sygeplejerske, for at være der for en patient. Jeg tror, at jeg helt ubevist tænker og fokuserer rigtig meget på alt det jeg ikke kan, i stedet for at fokuserer på alt det jeg kan. Rom blev ikke bygget på en dag, og god sygepleje er i grunden uhyre simpel, når det kommer til stykket >>se, lyt, føl<<.

Jeg fik mig i hvert fald en reminder på, at jeg er god nok, og at jeg måske skal slappe lidt af med at fokusere så meget på alt det jeg ikke kan endnu. Jeg har før skrevet et indlæg om at jeg synes, at man kan sidestille sygeplejerskeuddannelsen med det at tage kørekort. Man lærer først rigtigt at køre bil, når man har kortet, men man kan det grundlæggende når man består teori – og køreprøve. Helt ligesom at have bestået sygeplejerskeuddannelsen. Jeg kan det grundlæggende, men jeg er nu for alvor klar parat til at bygge oven på, og lære meget mere om hvordan man rigtigt er barselssygeplejerske :-)

Kan I følge mig? :-)

Følg min blog på facebook her VITACHOREAS

Kære kollegaer

Jeg har nu været færdiguddannet sygeplejerske i over en måned nu. Helt præcis i en måned og 4 dage. Ja jeg tæller stadig. Det stopper nok helt naturligt lige pludseligt:-)

I dag har jeg en fridag, oven på 6 vagter i streg. Det har været udfordrende, men samtidig også fedt med 6 vagter i streg. Jeg har været så træt og smadret nogle af dagene, at jeg ikke har orket at spise aftensmad, men i stedet bare gået på hovedet i seng. Jeg lærer hver dag noget nyt om mit speciale, og om mig selv som sygeplejerske.
Afdelingen jeg arbejder på, barselsgangen, er jo ikke ny for mig, da jeg har været der i praktik på modul 11, og dernæst som vikar siden november 2015. Men de første mange dage følte jeg mig godt nok helt ny i gårde. Selvfølgelig var mange af mine kollegaer kendte ansigter, og jeg fik en dejlig varm velkomst på min første vagt, som rigtig sygeplejerske, med et kram fra chefen. Det varmede og betød faktisk ret meget for mig, når jeg sådan lige sidder og tænker tilbage på min første dag. For selvom jeg har arbejdet der i noget tid, var det stort og nyt, at jeg nu, fra den ene dag til den anden, havde en helt anden rolle.

Jeg har følt mig frustreret og rundt på gulvet af flere omgange, og føler det stadig i ny og næ. Men heldigvis, trods stor travlhed nogle dage, er mine kollegaer på barselsgangen så søde og gode til at hjælpe – også selvom de står med en masse selv. Så kære kollegaer på barselsgangen, tusind tak for at bære over med mig, for at række ud med hjælp, for at give mig anerkendende og konstruktiv feedback og for at dele ud af al jeres gode sygeplejerskeviden.

Sommetider står jeg i noget, hvor jeg er helt blank, som ikke en gang er barselsspeciale specifikt, men som bare er generel “sygepleje-viden”. Der kan jeg tydeligt mærke, at jeg har været på udveksling af to omgange med studiet. Mit råd er helt klart til nuværende studerende, kun at tage ud én gang. Jeg føler mig jo ikke helt lost, men kunne jeg gøre noget om, var jeg nok kun taget til udlandet én gang i løbet af min studietid. Det at jeg kun har haft en reel praktik på et hospital i Danmark, kan jeg tydeligt mærke nogen gange.

Trods frustrationer og følelsen af ikke at være god nok i nogle situationer, så er jeg utrolig glad for mit arbejde på barselsgangen. Når jeg står i noget, hvor jeg føler mig helt sat af, prøver jeg at sige til mig selv, at det er helt ok at spørge erfarene til råds og at det er helt naturligt, at jeg ikke kan og ved alt – også selvom jeg er kendt i specialet. Man skal lære hele livet, og det er slet ikke så lige til, heller ikke selvom man, som jeg, har arbejdet som vikar i afdelingen. Det er bare et helt andet ansvar der hviler på skuldrene lige pludselig. Det kilder skam også stadig i min mave, når jeg tager telefonen eller tilkalder lægen og siger “Hej, du taler med sygeplejerske Frederikke fra barselsgangen” :-)

Jeg glæder mig lidt til min aftenvagt i morgen, selvom min fridag i dag oven på 6 vagter i streg, var tiltrængt. Trods dårlige arbejdsforhold, nedskæringer og alt for lidt tid til patienterne, er jeg ikke i tvivl om, at SYGEPLEJERSKE, er min hylde.

Ps. Undskyld for jer der venter på at få udgivet jeres “Ugens sygeplejerske”, jeg håber på at jeg snart får mere energi og tid til at blogge mere. Så snart jeg får, lover jeg at udgive igen. Send mig endelig en privatbesked, hvis du har lyst til at være med :-)

Følg min blog på facebook her VITACHOREAS