Vi skal tage vores egen oxygenmaske på først

image

Jeg har netop set en youtube video, med den før omtalte Katie Duke, en sygeplejerske fra New York som også blogger og bruger socialemedier til at dele historier fra sygeplejeverden – ligesom jeg selv gør – lige undtagen det med youtube :-)

Hun taler om de travle vagter og stressen, som der tit hører med i vores fag. Det er egentlig ikke den store videnskab det som hun siger, men jeg synes at hun får sagt det på en ret god måde. Det satte i hvert fald mine tanker i spil og gav mig lyst til at skrive et blogindlæg til jer. Se videoen her.

Jeg er selv enormt dårlig til at tage mig af mig selv, når jeg er i vagt. Helt automatisk sætter jeg patienterne først og mig selv i sidste række. Jeg tror ikke det er unormalt, når man arbejder som sygeplejerske. Faktisk så tror jeg at det er ganske normalt og sådan som mange sygeplejersker gør. For som Katie i sin video også siger, “sygeplejefaget er et uselvisk fag” det synes jeg er ret spot on sagt. Det er nemlig et uselvisk fag, hvor man sætter sig selv på standby og i sidste række, og er der for patienterne først og fremmest. Men det er så sindssygt vigtigt, som Katie også påpeger, at vi tager os af os selv først, før at vi kan tage os ordenligt af patienterne. Det er slet ikke så let derude i praksis at tænke disse tanker, det med at sætte sig selv først. Men jeg vil virkelig prøve på at blive bedre til det. Jeg er sikker på at jeg er blevet bedre, end hvad jeg f.eks. var for et halvt år siden da jeg var helt nyuddannet. Men jeg kan stadig have været i vagt en hel dag uden at have tisset og spist osv.

Katie bruger også sammenligningen fra fly-sikkerheds instruktionen, den med oxygenmaskerne. Det er alfa omega, at du først tager din egen oxygenmaske på, dernæst kan du hjælpe andre med at få den på, som f.eks. børn, gamle eller syge. Hvis du ikke selv tager masken på først, risikerer du at falde om, og så er du ikke til nogen hjælp og hvem skal så hjælpe børnene, de gamle og de syge?

Jeg synes det er så fin en parallel til hverdagen som sygeplejerske på et hospital. Du må og skal tage dig af dig selv først, før at du kan være den gode sygeplejerske og yde omsorg og god kvalitets sygepleje til dine patienter.

Det kan dog være umådelig svært, lige netop dette med at have tid til at tage sig af sig selv, når man som sygeplejerske har 117 opgaver og alt for få hænder til alt for mange patienter og når klokkerne bimler derudaf. Men jeg tror på at vi sammen er godt i gang med få ændret på dette. Vi må håbe at 2 % kravet bliver afskaffet, nu hvor vi efterhånden i samlet flok er godt i gang med at få råbt politikerne op. Det er i den grad tid til at få ændret på de urimelige tilstande, sådan så at vi sygeplejersker igen kan få tid til at tisse og spise, så at vi kan yde den gode omsorg og pleje til vores patienter.

Det første halve år af min tid som nyuddannet sygeplejerske har jeg knoklet for meget på og glemt mig selv. Både privat, men også når jeg har været på arbejde. Jeg tror at mit lidt usunde privatliv har smittet lidt af på mit arbejdsliv og kun gjort ondt værre. Jeg har kørt mig selv i sænk på det private plan, og så har jeg på en måde taget det med mig på arbejde. Pga. det pres der er i vores sundhedsvæsen, er der ikke plads til at en sygeplejerske også kan være presset på det personlige og private plan. Men det er jo helt urimeligt, for vi mennesker har allesammen op og nedture i vores liv. Derfor skal der også være plads til at vi som sygeplejersker ikke er super mennesker altid når vi går på arbejde. Vi er jo ikke superhelte, men sygeplejersker, og individer med helt almindelig dagligdags ting at deale med også. Jeg vil i hvert fald prøve at have mere fokus på at tage mig godt af mig selv, sådan at jeg kan være den bedst mulige sygeplejerske for mine patienter. Det må være mit største fokus i år 2017.

Kh. Frederikke, sygeplejerske

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas
   

Du ved du er sygeplejerske, og har været i nattevagt, når…

nattevagt

Da jeg kan se frem til 1 dagvagt og 3 nattevagter, i den kommende uge, synes jeg det er på sin plads med lidt facts om at være sygeplejerske i nattevagt :-)

  • Når du træder ud fra Hospitalet, og solen føles som knive der skærer dig i øjnene, og du tager solbriller på selvom der næsten ingen sol er.

4 gode råd til jer som råber op

katieduke

På billede ses Katie Duke, sygeplejerske fra New York, og også kendt som Thekatieduke på Instagram (se hendes profil her). Hun er i den grad aktiv på de socialemedier, og deler billeder og tekst, fra sin hverdag som sygeplejerske. Udover det, så er hun også med i et realityprogram der hedder NY Med, hvor man følger hende, blandt andre, i hendes hverdag som sygeplejerske – jeg har ikke selv set det endnu. Men jeg er fan, og følger hendes Instagram profil, ikke sådan slavisk, men til tider kigger jeg forbi og finder noget at det hun deler interessant. Efter 7 år på den samme skadestue, blev Katie fyret. Hun havde delt et billede på Instagram af en tom og meget rodet traumestue. Som billedetekst havde hun skrevet “man vs 6 train… The after”. Det er jo i grunden rimelig harmløst, men når man ser billedet og teksten stå sammen, sætter det bare gang i tankerne og billederne kører på nethinden. Billedet viser tydeligt at det ikke er længe siden at patienten er blevet færdigbehandlet og teksten fortæller jo hvad ulykken havde drejet sig om.

Trods at hun ikke har delt et billede af selve patienten, mener jeg, at hun bryder tavshedspligten. Hun fortæller patientens historie, med et billede og meget få ord. Havde hun delt billedet og f.eks. skrevet “an empty emergency room” eller noget andet neutralt i stil med det, tror jeg ikke hun var blevet fyret. Billedet i sig selv fortæller jo en barsk historie, da man ved, at den behandling der foregår på en traumestue er alvorlig.

Det er ikke for at skræmme, eller for at løfte en pegefinger, at jeg vælger at skrive dette indlæg, men mere for at gøre opmærksom på at man som aktiv “socialmedie sygeplejerske” virkelig skal passe på – også mig! Netop i øjeblikket er vi flere og flere sygeplejersker der råber op, skriver debatindlæg og gør omverden opmærksom på at nok er nok. Og når først man har trykket “send” på de forskellige socialemedier, så er der ingen vej tilbage. Selvom man fortryder og sletter det oprindelige indlæg eller billede man har delt, så er det ude world wide, og du kan aldrig være sikker på, om der er nogen som har taget et printscreen eller på anden vis har gemt det som du har delt i med offentligheden.

Allerede før at jeg startede på DSR’s Meningsdanneruddannelsen tænkte jeg meget over det med min tavshedspligt og ytringsfrihed. I og med at jeg blogger og instagrammer om min hverdag som sygeplejerske, er jeg i potentielt risiko for at træde forkert og bryde med min tavshedspligt. Det der med at dele både historier og billeder fra praksis i uniformen, er noget som man virkelig skal være varsom med. Det fik vi fra en start af på Meningsdanneruddannelsen også undervisning omkring og jeg vil gerne dele ud af hvad jeg har lært.

Selvfølgelig har vi som sundhedspersonale ytringsfrihed, OG DEN SKAL VI BENYTTE OS AF, men vi har samtidig vores tavshedspligt der SKAL overholdes. Vores tavshedspligt handler ikke kun om hvad vi fortæller og skriver, men også om hvad vi deler i form af billeder på de sociale medier. Nedenfor har jeg listet et par gode råd om at gebærde sig på de socialemedier som sygeplejerske.

Gode råd:

  • Del aldrig billeder af dine patienter, som i aldrig. Dette kan ikke understreges nok, derfor har jeg sat understregning under denne sætning. Selvom man ikke kan se patientens identitet, om det er en hånd, en arm, eller whatever, vil jeg personligt råde dig/jer til aldrig at dele noget som helst hvor en patient figurerer på nogen som helst måde.
  • Tænk dig ekstra godt om og brug din sunde fornuft. Skriv aldrig >>på Gastro afd. på Nørrebro Hospital oplevede jeg i dag at (…)<<. Det kan nemt ende med at man kommer til at træde over stregen, hvis man skriver præcist hvorhenne man arbejder.
  • Slør dine patienter, hvis du absolut skal skrive noget patientnært. Allerhelst, undlad at skrive decideret om en patient og om en specifik hændelse. Selvom det tit kan være fristende at fortælle offentligeheden om nogle af de mange vilde ting, vi som sygeplejersker oplever, så gør det ikke. KUN hvis du kan sløre patienten og selve hændelsen, sådan, at man ikke kan spore tilbage til hvem patienten er.
  • Hvis du gerne vil dele en helt bestemt patienthistorie, som du mener bare må ud til offentligeheden, så kan du jo selvfølgelig tale med patienten og tale med din ledelse. Men aldrig aldrig aldrig uden at have fået det clearet og godkendt først.

Jeg prøver, så vidt muligt, at bruge mig selv, når jeg deler historier fra min sygeplejehverdag. Men det skal ikke være en hemmelighed, at jeg faktisk tit kan sidde og være i tvivl om jeg nu også overholder min tavshedspligt. Hvis man er i tvivl om det er ok det man har skrevet, kan man altid spørge en ven og ikke mindst sin leder. Jeg siger ikke at man SKAL have accept af alt hvad man deler, men hvis man nu er i tvivl, tænker jeg, at det kan være en god idé lige at forhøre sig først. Hellere det, end at risikere at miste sit job.

Det har faktisk tit undret mig, at mange deler billeder af patienter, når de er eller har været på udveksling i forbindelse med sygeplejestudiet. Jeg forstår det ikke helt… Jeg har selv en masse billeder fra min udveksling i Kina både sammen med – og af patienter, men jeg kunne aldrig finde på at dele dem på de socialemedier. Tavshedspligten gælder vel stadig, selvom det er billeder af patienter taget i et andet land? Deres identitet og persondate skal vel stadig beskyttes? Eller hvad? Har I nogle holdninger til dette?

Jeg opfordrer i hvert fald hermed alle, som er aktive i den offentlige sygepleje-debat, om at være varsomme. Vi kan ligeså godt tage ved lære, af en som Katie Duke, som endte med at miste sit job (jeg vil lige nævne, at hun har fået et nyt job – heldigvis for hende). Jeg synes bestemt ikke at vi skal lukke munden, tvært i mod, jeg synes det er så fedt at se flere og flere råber op og skriver løs – det varmer i den grad mit sygeplejehjerte, at vi efterhånden er mange i kampen om at stå sammen om at tage bladet for munden og kæmpe for et bedre sundhedsvæsen. Men det er vigtigt at vi tænker os ekstra godt om, når vi bruger vores ytringsfrihed, vi må og skal beskytter vores patienter og os selv.

Hvad mener I?

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og meget snart færdigbagt Meningsdanner


   

Ugens Sygeplejerske

Camilla , 24 år, sygeplejestuderende

camillaugensspl

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg er knap halvvejs i min uddannelse, og jeg har valgt dette erhverv fordi jeg altid har vidst at jeg skulle gøre en forskel for individer, som havde brug for det. Og når jeg siger individer, er det fordi jeg egentligt først troede at jeg skulle være dyrlæge. Det var dog ikke hvad jeg søgte, da jeg først prøvede kræfter med det i en praktik. Så tænkte jeg at læge ville passe godt til min drøm, men heller ikke det opfyldte mine behov. Der var for lidt menneskelig kontakt – og for meget “håndværk, fix og færdig og næste “CPR-nr” i rækken. Jeg manglede det menneskelige og omsorgsfulde element, og det fandt jeg ud af ville berige mit arbejdsliv, hvis jeg uddannede mig til sygeplejerske. Jeg valgte dog at tage SOSU-uddannelserne først, og på den måde blev jeg hele tiden bekræftet i, at jeg befandt mig på den rigtige hylde, og fik blod på tanden til at fortsætte. Jeg fik anderkendelse for mit slid, jeg fik topkarakterer i skolen og jeg fik klap på skulderen i praktikken. Men vigtigst af alt, så var jeg tilfreds med den forskel jeg gjorde i vort samfund. Jeg gik på arbejde med følelsen af at det gav mening – og det er så vigtigt for mig! Jeg glæder mig rigtigt meget til at komme ud “på den anden side” som uddannet sygeplejerske og skal byde ind med alt det jeg har med mig.


Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg har inden jeg startede på sygeplejestudiet både prøvet kræfter med hjemmeplejen, somatikken og psykiatrien, og stort set alle steder jeg har været i praktik og arbejdet da jeg var færdiguddannet SSH og SSA, har givet mening for mig på forskellige måder, og derfor har jeg altid tænkt: “Wow. Det her kunne jeg godt tænke mig at lave når jeg bliver færdiguddannet sygeplejerske”. Men jeg må sige, at jeg er en af de mennesker, som ikke vil blive tilfreds, hvis jeg skal være ansat det samme sted i 30 år og en madpakke. Jeg skal have stillet min nysgerrighed og have stillet min sult på at erhverve mig ny viden på et nyt felt. Men især akutte situationer, hvor adrenalinen pumper og der er mange hektiske bolde i luften, tiltaler mig, og de findes mange steder. Jeg føler at jeg kan bevare et godt overblik i disse situationer, og så er det yderst spændende. Så for at svare på spørgsmålet, så kunne jeg godt se mig selv på en akutmodtagelse/traumecenter og lign., men gerne med erfaring fra fx sengeafsnit, psykiatrien og andet inden da. Jeg går også og leger med tanken om at læse videre til akutsygeplejerske/behandlersygeplejerske samt klinisk vejleder, da jeg godt kan lide at lære fra mig. Det stiller nemlig krav til at jeg holder min viden opdateret med den nyeste, og aldrig glemmer hvorfor jeg gør som jeg gør i praksis. Det synes jeg er vigtigt i et sådan felt som dette, da der sker så meget forskning hele tiden. Til slut, når jeg har mange år på bagen som sygeplejerske, kunne jeg godt se mig selv læse en PhD, så jeg har mulighed for også at undervise sygeplejestuderende og andre evt.


Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?
Jeg sad ved en uafvendeligt døende ældre kvinde. Hendes to døtre var tilstede, og jeg havde siddet og læst højt i biblen for denne kvinde. Der var ved at være lange pauser i mellem vejrtrækningerne, hun havde fået morfin og hun lå saligt i sengen og så fredfyldt ud. Jeg holdt i hendes ene hånd. Jeg fortalte hende, at hun havde gjort det rigtigt godt og at hendes to døtre var ankommet. Jeg sagde, at hvis hun var klar til det, så måtte hun gerne give slip. Og kort efter tog hun sit sidste åndedrag. Det var så smukt og rørende. Jeg havde nær fældet en tårer. Jeg brugte god tid på at snakke med døtrene om situationen, og de var selvfølgelig rigtigt kede af det, men også rigtigt glade for at jeg havde været der ved deres mor hele tiden. Jeg gik hjem fra arbejde den dag høj på livet, og jeg tænkte at den dag jeg skal herfra må det meget gerne være på lige så fredfyldt og smuk en måde med mine børn omkring mig.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?
Jeg har oplevet flere episoder som har været udfordrende. Synes dagligt man møder etiske dilemmaer, fordi der er så mange elementer at tage hensyn til når man arbejder med mennesker (følelser). Men især en episode med en mand af anden etnisk herkomst end dansk, har været ekstra udfordrende pga. de udfordringer vi havde kommunikationsmæssigt. Han forstod ikke dansk eller engelsk, som er de eneste sprog jeg taler. Tilligemed var han uforstående overfor den danske kultur. Men for at gøre en lang historie kort, skulle denne mand have foretaget en operation med indstikssted i lysken. Det betyder at området skal være hygiejnisk forsvarligt inden indgrebet. Dermed skulle denne mand intimbarberes, og det var bare rigtigt svært at forklare denne mand når vi sprogmæssigt ikke kunne kommunikere. Han ønskede ikke en tolk. Samtidigt var han kommet ind på et afbud, så vi havde lidt travlt med at få ham gjort klar. Det endte heldigvis godt, efter at vi flere gange havde gået skævt af hinanden. Han var glad og tilfreds da han forlod os.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?
Jeg er en person der har det godt i et travlt miljø, og sådan lever jeg også mit private liv. Der må gerne ske mange ting om ørene på mig, men jeg sætter også en ære i at fuldføre mit arbejde tilfredsstillende. Jeg har indtil nu ikke oplevet min hverdag som for travl, så min kvalitet af pleje og behandling er svækket. Jeg vil dog være opmærksom på, at det kan hænde i dette travle miljø, og forsøge at undgå at det sker.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?
En god sygeplejerske er omsorgsfuld, omhyggelig og struktureret.

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?
Mit råd er, at sætte grænser og sige stop, hvis man føler at man bliver rendt over enden og går fra arbejdet hver dag med en følelse af, at man ikke har nået hvad man skulle og at man har gået på kompromis med kvaliteten af pleje og behandling samt sine egne behov. Vi er mennesker med hjerte på det rette sted, så man ser en tendens til at vi tilsidesætter vores egne behov. Tanken er rigtig god, men uden mad og drikke duer helten ikke. Vi skal selv være med til at skabe det gode arbejdsmiljø ved bl.a. at passe på os selv og hinanden – ingen andre gør det. Fortæl også gerne din kollega eller studerende, hvis det hele spidser til for vedkommende – det kan være en kæmpe håndsrækning og det er omsorg på højt plan!

Send mig en besked hvis du har lyst til at være med og besvare spørgsmålene :-) 

Hvordan kommer vi levende igennem de travle vagter?

nursepee

Jeg har reflekteret lidt over de travle vagter jeg har oplevet i min korte tid som sygeplejerske, men også gennem min tid som sygeplejestuderende. Som sygeplejestuderende oplevede jeg ikke lige så tydeligt travlheden og stressen som den affødte. Jeg har selvfølgelig sagtens kunne fornemme når der har været travlt, og jeg har også selv oplevet at have travlt som sygeplejestuderende. Men mit ansvar har alligevel været lidt anderledes end hvad det er nu hvor jeg er færdiguddannet.

Det er et faktum at vi har meget travlt på afdelinger rundt omkring på vores hospitaler. Desværre også så travlt at det går galt. Medierne fik især øje på travlheden på hospitalerne i 2016, så det er ikke kun os der arbejder i det til hverdag, der er klar over det. Det er så godt og vigtigt, at medierne og den almene dansker “får det at se”, for det betyder, at der kommer mere fokus og opmærksomhed på problemet. Når vi har mere fokus og opmærksomhed også fra “omverden”, så kan det forhåbentlig være med til at råbe politikkerene op.

Men Rom blev ikke bygget på en dag, så vi bliver nød til at deale med de vilkår som vi arbejder i lige nu. Patienter skal passes, vi kan ikke bare strejke og lade dem passe sig selv. Vi må kæmpe i samlet flok, meningsdanne og råbe op alt hvad vi kan, når vi oplever at det er helt urimeligt – det har jeg vidst påpeget et par gange efterhånden ;-)

Jeg tror også på at vi skal prøve på at se lidt indad.. nogenlunde sådan her >>er der noget jeg kan ændre, noget jeg kan gøre anderledes, er der noget vi som afdeling kan ændre, noget vi kan gøre anderledes sådan at vi vinder tid og hænder et andet sted<<. Det er selvfølgelig slet ikke det optimale at effektivisere og rykke rundt på hænder og opgaver, men der er ikke så meget andet gøre lige nu, andet end selvfølgelig at smide håndklædet i ringen og gå. Det kan jeg så godt forstå, desværre, at flere vælger at gøre.

Jeg vil prøve at liste op hvad jeg tror man kan gøre for at overleve en meget travl vagt, og komme med mine egne erfaringer til hvad der har hjulpet mig i sådanne situationer.

  • Struktur! Det første man skal gøre, når man møder ind i en vagt hvor det hele brænder, er at man skal skabe sig et hurtigt overblik og lave en struktur over hvilke opgaver man SKAL nå i vagten.
  • Triagering! Samtidig med at det er vigtigt at lave struktur, så er triagering også meget meget vigtigt. Men det kan være så svært at skulle vælge mellem hvilke patienter der har mest behov for din hjælp, men det er man simpelhent nød til – specielt i de meget travle vagter.
  • HUSK at drikke vand, spis mad og gå toilettet. Dette her er et omdrejningspunkt. Det er desværre meget tit at sygeplejersker dropper det i de travle vagter. Jeg har selv droppet det rigtig tit. Ikke bevidst, men simpelhent fordi jeg har haft så travlt, at jeg valgt at prioritere patienterne højere end mig selv.

For at opnå struktur må man sætte sig ind i sine patienter, møder man ind i en meget travl vagt, kan det være sindssygt svært at få tid til at sætte sig at læse. Hvis det er sådan, må man forlade sig på, at man i overleveringen får det vigtigste at vide, det som man skal handle på lige nu. Når man så har tid, må man sørge få at give sig tid til at læse, i hvert fald på det som er mest vigtigt.

Triagering giver lidt sig selv. Hvem har mest brug for hjælp lige nu. Hvis man er i tvivl, eller hvis flere har brug for din hjælp, må man bede om hjælp hos kollegaer. Jeg har jeg oplevet at det er en god i idé, at give patienterne besked om at der lige nu er rigtig travlt, men at man godt er klar over, at de har brug for hjælp. Simpelhent forventnings afstemme.

Det med at spise og drikke og gå på toilettet, er jeg selv rigtig dårlig til. Men det er virkelig dumt. Det kan jo ikke passe, at vi som sygeplejersker, ikke har tid og ikke tager os tid til at passe på os selv. Jeg vil vove at kalde det for omsorgssvigt af sig selv, når man ikke spiser, drikker og går på toilettet. Det skal der simpelhent bare være tid til. Jeg synes selv jeg er blevet meget bedre til det, jeg er begyndt at sige det lige ud til patienterne, hvis jeg har haft rigtig travlt. Jeg har sagt at jeg lige måtte spise noget frokost, og bagefter vil vil komme tilbage og jeg har kun oplevet forstående patienter. Vi er jo mennesker, ikke robotter, vi har brug for mad og drikke, og det er for kummerligt, når travlheden begynder at tage overhånd i den grad så at vi ikke får spist, drukket og gået på toilettet. Sat på spidsen, så ender det jo med at vi falder om derude på hospitalerne. Vi må huske hinanden på at spise, drikke og tisse. Hvis vi ser en meget stresset kollega, og vi selv har spist frokost, så må vi tilbyde at hjælpe, så at denne kollega også kan få noget frokost f.eks.

Det er så let at skrive om, jeg ved godt at tingene er anderledes derude i praksis – jeg har selv flere gang oplevede så pressede vagter, hvor jeg sågar er gået tudende hjem, fordi jeg slet ikke følte at jeg havde levet op til det som jeg skulle. Men vi bliver bare nød til at tilpasse os i det vi har at gøre med lige nu, MEN ikke sådan at vi gror fast i denne tilpasning, VI SKAL fortsætte med at kæmpe, for nok er nok.

Vi har løbet stærkt meget længe, vi bliver ved med at løbe stærkere, vi siger at vi ikke kan løbe stærkere.. men hvad gør vi ? Vi løber endnu stærkere.

Men det er ikke forsvarligt, så vi må prøve at ændre på det vi kan selv, for at det bliver bedre, og så må og skal vi ikke lade os nøje og bare lade os tage til takke. Der kan ikke skæres mere ind til benet, der er allerede blevet skåret i benet, flere gange, på flere afdelinger. Men vi skal kunne arbejde i de skårede ben. For intet ændrer sig til det bedre, sådan bare lige.

Min største opfordring er at vi især passer på os selv og især også hinanden. Vi skal ikke kun være sygeplejersker over for patienterne, men også over for os selv og over for vores kollegaer. For hvordan kan man være en god sygeplejerske for patienterne, hvis ikke man selv har det godt som sygeplejerske, hvis man intet føde har indtaget, ikke får tømt sin blære eller er så svimmel eller har knaldende hovedpine fordi man intet har drukket siden man tog hjemmefra.

Har I nogle gode råd, noget som I gør både for at forebygge, men også når travlheden raser? Eller har I andre gode forslag til hvordan man kan arbejde og strukturere sig i meget travle vagter?

Jeg håber at der måske er nogle af jer, som har nogle gode råd fra jeres afdelinger som I har lyst til at dele. Lad os vidensdele og spare med hinanden – måske kan vi inspirere og lære af hinanden, og sammen gøre sådan, at vi får et bedre sundhedsvæsen.
Kh. Frederikke, sygeplejerske

 Følg min blog på Facebook her

Du ved du er sygeplejerske når…

kuglepenne

  1. Du venter med at gå på toilettet derhjemme lige indtil at din blære er ved at eksplodere
  2. Du vasker også dine hænder før at du går på toilettet
  3. Du starter som regel en vagt iført masser af kuglepenne, men formår at gøre dem væk før at vagten er slut
  4. Du har tømmermænd uden at have været i byen og craver McDonalds (sker tit for mig på vej hjem fra nattevagter)
  5. Du er for træt til at kunne falde i søvn og din næste vagt starter om 8 timer
  6. Du kan spise og benytte toilettet på 5 sekunder eller under
  7. Du kan høre lyden fra IV alarm pumper og andre alarm biblyde mens at du sover
  8. Du kan diskutere farve, lugt og konsistens af forskellige former for kropsvæsker henover frokost

  9. Du ser en veltrænet fyr i supermarkedet og det første der popper op i dit hovedet er at hans vener ser rigtig gode ud

  10. Alle du kender ringer til dig, kontakter dig, henvender sig til dig og fortæller dig om forskellige symptomer, sår, medicin og andet. De vil rigtig gerne have råd til hvad de skal gøre – det ved du jo, du er jo sygeplejerske!

  11. Du holder i hånd med din kæreste og kan ikke lade være med automatisk at tælle hans puls. Eller når du ligger på hans bryst og ikke kan lade være med at lytte efter hjertelyden “lup-dup-lup-dup”

  12. Du er derhjemme og banker på døren før at du åbner den

  13. Du har næsten altid håndsprit i håndtasken eller liggende derhjemme rundt omkring

  14. Du lokaliserer hvilken tarm det handler om, når du har ondt i maven

  15. Du har intet problem med at tale om afføring mens du spiser

  16. Du er i stand til at spise de mærkeligste retter kl. 04. om natten

  17. Du registrerer automatisk om folk har gode vener til venflon når du ser deres hænder eller arme

  18. Du tjekker farven på din urin inden du skyller ud

  19. Du smiler overbærende når apotekeren begynder at forklare dig om bivirkninger mm. på den medicin du køber

  20. Du overvejer at begynde, eller går allerede, med skridttæller på arbejde

  21. Dine neglelaksamling står og samler støv og det kan tælles på en hånd hvor mange gange du i løbet af et år har neglelak på

    Har du mon nogle at tilføje? :-)

    Kilde og inspiration: Scrubsmagazine, Woman

   

Anden dag og jeg har allerede prøvet “at suge”

Jeg er nu igang med mit nye og meget spændende speciale og på anden dagen havde jeg allerede fingrene i plejen. Det er sådan at jeg det første stykke tid er med som føl, sammen med en erfaren sygeplejerske. Selvom jeg har erfaring med nyfødte babyer og deres forældre, er det neonatale speciale en helt verden for sig.

sechers-bord

På barselsgangen havde vi det man kalder et Sechers bord (se billedet), det er et akutbord til nyfødte, det er også tilstede på en fødestue in case of emergency. Jeg har hele min tid på barselsgangen været meget fascineret af dette Sechers bord og jeg har også “leget” med det til simulationstræning og hjertelunge rednings træning til nyfødte, men jeg har aldrig brugt det sådan in real life. Jeg må også indrømme, at udover at jeg har været meget fascineret af Sechers bordet, så har jeg også været lidt bange for det, hvis man kan sige det sådan. Jeg har få gange løbet med et par nyfødte babyer ud til Sechers bordet, fordi barnet har haft fostervand siddende i klemme og drille. Men jeg er kun lige nået ud til rummet, på barselsgangen, hvor Sechers bordet er placeret, hvor en erfaren sygeplejerske selvfølgelig har taget over. Her har sygeplejersken suget barnet for det fostervand der har stået og drillet.

På anden dagen i mit nye speciale på neonatalafdelingen, har jeg allerede selv prøvet at bruge både sug, c-pap og neopuff. Alle sammen instrumenter der er en del af Sechers bordet. Det kan måske lyde af ingen ting, men for mig er det ret vildt og stort at have prøve det. Det handler selvfølgelig om bare at springe ud i det, og gøre det, hvilket jeg også har følt mig sikker i. Og jeg har selvfølgelig haft en erfaren sygeplejerske lige ved min side, som har hjulpet og vejledt mig.

Jeg glæder mig og ser frem til at lære meget mere og til at blive meget mere dygtig og ferm til det hele. Jeg er træt i hovedet, på sådan en måde, som jeg også var de første dage efter en ny-opstartet praktikperiode. Alt er nyt, lige fra kollegaer til skyllerum til selve specialet og meget meget mere.

Og jeg skal da lige love for, at jeg godt nok lige vende mig til at amning ikke er det nr. 1 vigtigste i verden :-) Selvfølgelig er amning stadig super vigtigt, også på en neonatalafdeling, men jo slet ikke på den samme måde, som på en barselsgang. Jeg er allerede vild med mit nye speciale, og jeg er godt nok omringet af nogen af landets dygtigste sygeplejersker – Wauw! Jeg føler mig heldig over at være havnet hvor jeg er. Det er ikke dumt det der med at følge sin mavefornemmelse og springe ud i noget, selvom man godt kan føle sig lidt usikker, 2017 bliver vist et godt år, kan jeg fornemme :-)

God weekend til jer allesammen derude!

Kh. Frederikke, helt ny og grøn neonatalsygeplejerske.

5 pinlige ting jeg har sagt og gjort

.. Både i løbet af min tid som studerende og nu som nyuddannet sygeplejerske har jeg virkelig sagt og gjort pinlige ting.. og det gør jeg nok stadig :-)

Jeg har listet nogle af dem op i dette blogindlæg, måske du kan genkende dig selv i nogle af situationerne? :-)

stetoskop

1. Sagt at jeg ville komme “lige om lidt”

Gentagne gange har jeg sagt at jeg ville komme >>lige om lidt<< og gøre dit og dat. Hvorefter jeg har glemt det og patienterne har måtte ringe på klokken og bede mig gøre det – pinligt og ikke godt nok! Men når man har mange ting om ørene sker det at man glemmer. Et godt råd er, at man ikke siger >>jeg kommer lige om lidt<<, men at man i stedet laver nogle mere klare aftaler, eller simpelhent siger >>jeg kan ikke sige hvad tid eller hvornår det bliver lige nu<< hvis det er faktum. Det er meget bedre end at sige noget, som man ikke kan holde. Jeg har i hvert fald erfaret at det er langt bedre for både patienterne og for en selv ikke at love for meget. Der kan nemligt tit og pludseligt opstå noget akut på en afdeling, som gør, at alle ens planer og aftaler rykkes eller må udskydes.

2. Medicin fejl

Den kender de fleste sygeplejersker vidst. Heldigvis har jeg nået at stoppe mig selv, sådan at det ikke er gået galt. Medicinfejl er de fejl der primært sker flest af – ret så skræmmende og ikke godt nok. Det sker især når tingene går stærkt. Det er virkelig vigtigt at have fokus på; at give det rigtige lægemiddel, til den rigtige patient, på det rigtige tidspunkt, sikre at det er den rigtige dosis og det rigtige administrationområde.

3. Gjort mig selv til grin foran patienter og kolleger

Jeg har sagt dumme ting, flere gange, både til patienter og kollegaer. F.eks. har jeg vejledt i ting som slet ikke gav mening på det givende tidspunkt eller til den patient jeg var inde hos. Her er der ikke så meget andet at gøre, end at bekende kulør og fortælle at man er ny, er gået forkert, har taget fejl eller hvad der nu har været årsagen. Det kan virke ret uprofessionelt og pinligt, men hey… vi er jo trods alt bare mennesker. Jeg har også flere gange stillet dumme spørgsmål til kollegaer. Og selvom man siger, at der ikke ikke findes nogen dumme spørgsmål, så gør der altså det. Jeg har nogen gange stillet spørgsmål, hvor jeg bagefter har sagt til mig selv >>hold nu kæft, nå ja, det var jo indlysende<< eller >>nå ja, jeg kunne jo også bare selv være gået ud på depotet og have åbnet de skuffer<< i stedet for at spørge og forstyrre en kollega.

4. Kaldt en patient det forkerte navn … og køn!

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg på barselsgangen, har kaldt en nybagt far for far. Og det kommer jeg nok fortsat til at gøre også på mit nye arbejde. Men jeg vil prøve at blive bedre til at lære deres navne at kende. Det er ok når forældrene modtager det fint, og når det passer ind i konteksten, at kalde forældrene for >>mor<< og >>far<<, men det kan virkelig også være pinligt, hvis det ikke lige passer ind. Selvom det jo er det de er, så er det altså ikke alle, der lige synes det er det fedeste, at man henvender sig til dem ved at sige >>far<< eller >>mor<<, de har jo trods alt et navn. Man siger jo heller ikke >>patient jeg har svar på dine blodprøver, nu skal du høre<<.

Jeg synes jo faktisk også selv bedst om, når en patient henvender sig ved at sige >>hey Frederikke<< fremfor at sige >>hey sygeplejerske<<. Det har bare stor betydning, at man kalder folk – i den her sammenhæng patienter – ved deres rigtige navn. Det kan virke lidt upersonligt og måske også lidt uprofessionelt, hvis man ikke en gang ved hvad patienterne hedder… og er man i tvivl, er der jo ingen skam i bare at spørge.. >>undskyld, hvad var det nu du hed?<<.

Jeg er også tit kommet til at kalde en nyfødt baby for >>pige<< når det har været en dreng, og omvendt, for >>dreng<< når det har været en pige. Det er især sket, når jeg har haft for mange patienter af gangen, og når travlheden har raset over afdelingen. Det har virkelig været top 1. og det pinligste. En nybagt familie er, klart nok, helt fuldkommen forelsket og “in-to” deres nyfødte baby. Og så er det virkelig kikset og pinligt at stå og kalde barnet det forkerte køn. Virkelig virkelig kikset og pinligt. Men ja, igen, vi er jo kun mennesker, og jeg har ikke oplevet nogle sure miner fra nogen forældres side af, tak for jeres forståelse! Nogen gange har der altså også været et par fælder, hvis en nyfødt pige f.eks. har været nr. 2 barn, og forældrene første gang fik en dreng, så har den lille nyfødte pige nogen gange haft en lyseblå hue på. Så falder man altså i med begge ben, hvis bare man har lidt travlt og flere ting i hovede, haha!

5. Ringet en læge op uden at have den nødvendige information om patienten klar 

Det er især sket for mig i starten af min tid som sygeplejestuderende, men også som nyuddannet sygeplejerske og det er virkelig pinligt. Heldigvis har de fleste læger reageret ved at bede mig om at ringe op igen, når jeg havde styr på mine data. Men jeg har også oplevet at få nogle overfusninger. AV og pinligt og unødvendigt. Mit råd er, sørg for at have styr på dine patient data og værdier FØR at du ringer lægen op. Det sparer en masse tid og du undgår at få et fur :-)

Har du også oplevet nogle pinlige situationer derude i kitlen?


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Nyt år – nyt job!

De af jer som følger min Instagramprofil (@vitachoreas) har nok opsnappet at jeg har skiftet job. Men jeg vil alligevel dedikere et blogindlæg til at omhandle mit jobskifte. Det var slet ikke med min gode vilje at jeg skulle tage afsked med min elskede barselsgang. Jeg har lært så utroligt meget i løbet af min tid der og afdelingen har givet mig den bedste start på min sygeplejekarriere. Jeg var ansat i et halvt års vikariat, fordi det var hvad der var mulighed for på det tidspunkt, så jeg vidste godt at jeg skulle videre. Men er du vimmer de 6. måneder er fløjet afsted og det var lidt hårdt at have den sidste vagt. Hårdt i den forstand, at det især ikke var sjovt at skulle tage afsked med kollegaerne. Jeg har mødt og lært så mange fantastiske mennesker at kende i den tid jeg har været der. Jeg har været i afdelingen siden august 2015, hvor jeg startede som studerende, efterfølgende var jeg ansat som timelønnet studerende og så 6. måneder som helt nyuddannet babynurse.

Men alting har en ende, og når en dør lukker, så åbner en ny. Jeg havde også en trang til at skulle prøve noget nyt og prøve at være på en afdeling, hvor jeg ikke var startet ud som studerende. Jeg har ikke haft nogle problemer ved at være gået fra at være sygeplejestuderende til sygeplejerske i samme afdeling, jeg tror mest at det handler om mit eget syn på mig selv. Jeg tror på at det er vigtigt at flyve lidt ud af reden, selvom det er trygt og rart at blive et sted hvor man kender alle, personale, rutiner osv. Det kan kun være sundt at starte et nyt sted, hvor man intet sikkerhedsnet har. Jeg tror at det er noget af det som vi mennesker gror aller mest af.

Fra barselssygeplejerske til neonatalsygeplejerske

Jeg var ikke klar til at skifte kurs sådan fuldstændigt, og som mange af jer ved, er mulighederne som sygeplejerske jo nærmest uendelige. Jeg overvejede i noget tid, om jeg skulle søge job på en anden barselsgang, men jeg havde alligevel en lyst og ambition om at bygge oven på min nuværende viden. Derfor faldt mit valg ganske naturligt på Neonatalafdelingen. En afdeling som helt klart kommer til udfordre og udvikle mig fagligt, men samtidig er det lidt i  den samme boldgade, som barselsgangen, og jeg kan bruge meget af min viden derfra.

Jeg havde i går min første vagt, jeg har en god mavefornemmelse, og kan allerede mærke at det er det helt rigtige for mig. Der er helt vildt mange nye begreber, medicin, instrumenter og jeg ved ikke hvad, som jeg skal lære at kende og læse en masse om. Men det fedt, og det spændende, og jeg er vild med at være startet på noget nyt fra 1. januar af, det føles godt og helt rigtigt.

Jeg håber på at få mere tid i det nye år til at skrive meget mere, og til at være mere engageret her på min blog. Jeg må indrømme at den er blevet forsømt en hel del, det tager en masse tid og energi, det der med at man pludselig er “rigtigt” voksen med et fuldtidsjob. Men jeg er meget glad og taknemmelig for alle jer der følger med og giver jer til kende, og kommenterer og debaterer, når jeg endelig får skrevet noget og udgivet det, om så det er et blogindlæg eller et instagrampost. Det er så fedt at opleve at jeg når ud til nogen derude bag skærmen, så tusind tak fordi at I læser med, og er en del af mit lille univers her.

Jeg håber at I fortsat vil læse med og følge mig på mit nye eventyr som helt ny og grøn neonatalsygeplejerske. Jeg er stadig igang med DSR’s Meningsdanneruddannelse, som desværre slutter i februar. Jeg er så glad for at gå der, og jeg har fået så mange nye dejlige, fantastiske og kloge bekendtskaber. Jeg kan kun anbefale at søge ind på uddannelsen, hvis bare man har en lille smule skrivelyst og lyst til at ytre sig om vores sundhedsvæsen. Jeg tænker at skrive et blogindlæg om selve mit forløb på uddannelsen snarest.

Rigtig godt nytår til alle jer derude, kære sygeplejersker og alt andet godtfolk som måske også læser med :-) Jeg ønsker alle et godt år 2017, vi skrives ved ;)

Kh. Frederikke,

Sygeplejerske

babyneonurse


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

   

Støttestrømper er ikke kun til gamle mænd og damer

Sponsoreret indlæg

Anmeldelse af støttestrømper

Jeg har fået æren af at afprøve støttestrømper fra Støttestrømpen.dk. Dog var det med en lidt skeptisk tilgang at jeg valgte at sige ja. Min overbevisning og holdning var nemlig, at støttestrømper var noget der tilhørte gamle mænd og damer samt at støttestrømper var sådan nogle kedelige og (undskyld) grimme brune nogle.

stoettestroem

Men jeg har en helt anden overbevisning nu. Jeg havde de stribede på i går for første gang og det bliver helt sikkert ikke den sidste gang jeg ifører mig dem. Det var så behageligt, og jeg følte jeg kunne løbe meget hurtigere. Da jeg havde fri og tog kittel og strømper af, var jeg ikke øm i benene, som jeg ellers kan være nogen gange.

En anden skepsis jeg også havde var den, at jeg var sikker på at den strammende fornemelse ville være ubehagelig. Men for det første så strammede de slet ikke sådan som jeg havde forventet, og for det andet, så var det slet ikke spor ubehageligt. Jeg kunne selvfølgelig tydeligt mærke at det ikke var som at have almindelige sokker på, men det var ikke ubehageligt på nogen måde. Tværtimod så var det en rar fornemmelse at få strammet lidt op og at få støtte til blodomløbet i benene.

Som sygeplejerske løber man generelt meget rundt og har en masse ting man skal nå i løbet af dagen, derfor ser jeg nu støttestrømpen som ideal til brug i dagligdagen og som en velvære og støtte til benene. Jeg vil i hvert fald bruge støttestrømper fremover. Dette er ikke et reklame stunt og noget jeg bare skriver, jeg er hudærlig. Det som jeg især også synes er positivt ved dem er, at de er sjove og farverige. De vakte i hvert fald opmærksomhed og satte smil på flere af mine kollegaers læber – det er jo også en rigtig dejlig effekt.

Jeg synes generelt at det er lidt kedeligt, at vi alle ser helt ens ud i kitlerne, så hvorfor ikke sætte lidt farve på benene og skabe smil og glæde, samtidig med at man støtter bentøjet og er god ved sig selv og sin sundhed.

stoettes

Hvis du kunne have lyst til at se lidt nærmere på støttestrømper, så klik ind på Støttestrømpens hjemmeside her og se deres store udvalg af støttestrømper. Støttestrømper hjælper med at forebygge ømhed, uro og hævelse i benene, det er da kun det værd at prøve et par af.

Jeg har også et par røde jeg skal have afprøvet. Jeg glæder mig og min plan er at de skal på i December måned :-) Jeg skal bare have skaffet mig et par træsko, så kommer jeg til at ligne en nisse. Det bliver så julet og vil helt sikkert sætte gang i smilenebåndene blandt kollegaer og patienter :-)

Kh. Frederikke,

Sygeplejerske

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Camilla, 27 år, sygeplejestuderende

camilla-sygeplejestudrende

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?
Det var egentlig ikke fordi det var en livslang drøm for mig. Ærligt så tror jeg, at jeg er endt her ret tilfældigt. Jeg har altid været god til mennesker, så jeg er helt sikkert havnet det rette sted. Hele sundhedssektoren har for mig altid været dybt fascinerende, men jeg havde faktisk aldrig troet, at jeg en dag ville være en del af den. Den der kombination af det humanvidenskabelige og det naturvidenskabelige synes jeg er vildt spændende. Det giver noget helt særligt, at arbejdet er både håndgribeligt og uhåndgribeligt på samme tid. Og så synes jeg det er så givende, at kunne yde omsorg til mennesker der er i krise – hvad end det så er en patient eller de pårørende. Min søn på syv år, er også så glad for at jeg læser til sygeplejerske, for: ”sygeplejerskerne er dem der er de søde når man har ondt”.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?
Nu er jeg selv stadig grøn og med en tom tavle, der først nu skal til at blive udfyldt. Er lige blevet færdig med modul 4, hvor jeg var på gastro-kirurgisk. Her arbejder jeg også nu som timelønnet, og jeg synes det er rigtig spændende. Der kunne godt være en operations- eller en anæstesisygeplejerske gemt i mig. Men først skal jeg være et sted med de lidt længere patientforløb, da relationen mellem sygeplejerske og patient er noget jeg brænder rigtig meget for. Jeg kunne også sagtens se mig selv arbejde på hospice, når jeg engang har fået mere erfaring.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?
Jeg havde et fantastisk forløb med en patient over flere uger. Jeg var inde ved ham hver dag, og som studerende har man jo mere tid til at få sig en god snak med patienterne, og jeg endte derfor med at kende denne patient rigtig godt. Han var rigtig vred i starten, over hele sin situation – over at vi kom rendende i tide og utide, men det endte med, at han blev så glad når jeg kom ind til ham.
Desværre gik han hen og blev rigtig dårlig, og den sidste dag jeg var sammen med ham, sad jeg hos ham i 7 timer og bare var der. Han døde 4 timer efter jeg tog hjem. Efterfølgende fik jeg så den sødeste mail fra min vejleder, om hvor glade de pårørende havde været for mig, fordi jeg havde været der så kontinuerligt, og givet dem omsorg han havde haft brug for.
Det var en god oplevelse fordi jeg fik skabt den gode relation til både patient og pårørende, og fordi de pårørende, trods udfaldet desværre blev som det gjorde, havde været så glade for mig. Det er helt sikkert en patient jeg vil tage med mig fremover.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?
Samme situation faktisk. Lige så god den var, lige så hård var den også. Det var den første patient jeg havde der døde, hvilket i sig selv var lidt svært. Men han var også den første patient jeg havde, der krævede så meget hjælp til alt det basale, så jeg blev kastet godt og grundigt ud i det hele fra start. Det var en kæmpe udfordring, da jeg på daværende tidspunkt ikke havde prøvet så meget endnu, og jeg kan huske at jeg gik hjem flere dage, helt udmattet og med følelsen af at det havde været for meget. De fleste ting kan jo føles som en udfordring når man er helt ny i faget, så det at få en patient der bare på en eller anden måde var ”skræddersyet” til modulet, gjorde også bare at jeg gik helt skeløjet fra hospitalet klokken 15. Det endte dog, som der står oven over, som en god oplevelse, og jeg lærte utroligt meget.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?
Ja. Jeg synes desværre ofte man ikke når alt det man gerne vil. Der er ikke nok timer til at nå alt, så derfor er man nødt til at prioritere hvad der er vigtigst. Det er bare rigtig kedeligt at give bolden videre i vagtskiftet, hvis det drejer sig om en intervention der ikke kan vente. Jeg vil så sige at normeringen var okay på afdelingen, så jeg tror helt sikkert det er meget værre alle mulige andre steder, men der er stadig ikke noget mere utilfredsstillende, at man ikke har nået at være omkring patienterne som man gerne ville.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?
Empatisk, fagligt kompetent og imødekommende

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?
Nu er jeg jo selv kun lige ved at være færdig med 1. år, så min erfaring er noget sparsom. Men jeg synes det er vigtigt at man som studerende hænger i – og springer ud i det. Det var for mig sindssygt angstprovokerende, at skulle ud blandt patienter for første gang, men jeg gjorde det alligevel – jeg havde JA-hatten på, og tog imod nye udfordringer når de bød sig, og det gjorde også at jeg de fleste dage gik hjem, og følte at jeg havde vundet hele verden. Men med det sagt, så er det selvfølgelig også ekstremt vigtigt at kende sine egne begrænsninger. Det er okay at sige nej til en opgave, hvis man ikke er tryg ved det.


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Magtesløsheden overvinder ytringsfriheden

ytringsfrihedblog

(Et billede jeg har taget under min flytning, hvor jeg smed alle mine gamle fagblade ud, her fandt jeg en spændende og relevant artikel fra 2013)

I en analyse foretaget af Dansk Sygeplejeråd (DSR) i september 2016 som blev offentliggjort den 17. oktober, fremgår det at 28 % ud af 1828 adspurgte sygeplejersker tier om kritisable forhold på arbejdspladsen, til trods for at de mener at offentligheden burde vide besked om forholdene.

Jeg tror desværre at magtesløsheden og travlheden overvinder ytringsfriheden. Gang på gang råber landets sygeplejersker op, men der sker ikke noget. Så er det lettere at lukke øjnene, tie eller at søge andet job.

Når man gang på gang oplever at det ikke hjælper at råbe op, er det klart, at man mister modet.

Som sygeplejerske står jeg selv hver dag med mennesker i mine hænder, mennesker der på den ene eller anden måde har behov – og brug for min sygeplejefaglige støtte, omsorg og pleje.

Som sygeplejerske er det ganske ulideligt at opleve den utilfredshed det er ikke at kunne yde den fornødne omsorg og pleje patienterne har brug for. Dette har jeg selv oplevet flere gange. Jeg har oplevet det i en sådan grad, at jeg efter en alt for travl aftenvagt gik grædende hjem. Jeg var så magtesløs og frustreret over at jeg pga. travlhed i aftenens vagt ikke formåede at leve op til at være der for mine patienter. Jeg slukkede ildebrænde og havde ikke mulighed for at være tilstedeværende overfor mine patienter og hver gang jeg trådte ind på en stue lagde jeg ud med at sige ”undskyld, jeg ved godt at I har ventet længe på mig”. Dette resulterede i gråd. Dette scenarie er ikke enkeltstående. Jeg ved at mange andre, som jeg, er gået grædende hjem fra en vagt, har grædt på arbejdspladsen eller derhjemme.

En sygeplejerske er bag kitlen et menneske og ikke en robust robot som bare kan lukke øjnene og knokle på. Vi ser, føler og mærker hver gang vi er på arbejde og oplever hver dag det pres og den stress der truer, ikke kun vores eget velbefindende, men også vores patienters velbefindende.

Jeg tror ærligtalt at magtesløsheden forsager at sygeplejersker mister modet til at ytrer sig. Især fordi de gang på gang oplever at det alligevel ikke hjælper at råbe op. Udover det, er det også sådan, at når man råber op, så løber man en risiko. Man løber en risiko der i værste tilfælde kan koste den enkelte sygeplejerske jobbet. Man risikerer at komme til at stå i ”bad standing” på arbejdspladsen. Dette gør man, da man med sine ytringer står frem og fortæller om forhold på det pågældende arbejdssted som ikke fungerer eller som går imod fagligheden og patientsikkerheden.

Jeg tror at mange sygeplejersker i stedet vælger at deale med det, lukker øjnene og at mange i stedet vælger at finde et andet arbejde, fremfor at tage kampen op – en kamp, som jeg tror, der i de fleste tilfælde kan virke meget uoverskuelig.

Hvordan kan vi sørge for at sygeplejersker generelt begynder at gøre mere brug af deres ytringsfrihed?

Jeg tror på at vi allerede godt i gang. Det at der fokus på problemet er en start. Rom blev ikke bygget på en dag.

Det vigtige er, og min bøn til alle sygeplejersker er, at man ikke sætter et lighedstegn mellem tavshedspligt og ytringsfrihed. Måske skulle man begynde at undervise lidt mere om netop dette på sygeplejerskeuddannelsen og have et øget fokus på det, på arbejdspladsen ved at vi minder hinanden om at det er helt ok at ytre sig. Jeg tror at dette vil kunne skabe en bredere forståelse og hjælpe til at vi som sygeplejersker og de kommende sygeplejersker ved hvad de kan og må sige offentligt.

Jeg har selv flere gange været ræd for at trykke på “send knappen” her på bloggen. Det har jeg været fordi at jeg har været i tvivl om det jeg har skrevet ville komme til at have nogle konsekvenser med sig. Jeg har tænkt over om dette måske ville gøre at jeg ville komme til at stå I “bad standing”. Dog har jeg tværtimod kun oplevet positiv feedback og skulderklap fra kollegaer af.

Som sygeplejersker er vi patienternes ambassadører og vi bliver nød til at tage sagen egen hånd, selvom det kræver mod og er grænseoverskridende. Vi skal som sygeplejersker være med til at udvikle og formidle sygepleje, og det gør vi i den grad, når vi råber op og ytrer os.

I hele den her problematik om sygeplejersker og deres ytringsfrihed, kommer jeg til at tænke tilbage på, da jeg før min tid som sygeplejerske og sygeplejestuderende, arbejdede som pædagogmedhjælper. Her oplevede en kollega og jeg en medkollega som ikke var okay på flere punkter. Det var både over for os som kollegaer, men også over for børnene. Vi tog sagen i egen hånd og gik til ledelsen, ytrede os, og det endte med, at den pågældende kollega blev afskediget. Vi var i det her tilfælde børnenes ambassadører og tog kampen op. Det er helt det samme som vi som sygeplejersker skal gøre. Vi må ikke vende den anden kind til, vi skal og må ytre os, til ledelsen og til offentligheden, når vi oplever forhold som er uforsvarlige og som går imod patientsikkerheden og som er så ødelæggende for os at vi går grædende hjem. Som min leder, da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper, den gang sagde til mig: >>Frederikke, du er børnenes ambassadør, du må og skal fortælle om hvad du ser og oplever<<. Selvom vores patienter ikke altid er børn, så er de patienter under vores vinger, og vi skal passe godt på dem og sørge for at vi har arbejdsforhold der kan leve op til den pleje og behandling de har krav på at modtage af os. Vi er autoriserede og med denne autorisation følger et ansvar, et kæmpe ansvar. Dette må vi aldrig gamble med og aldrig glemme.

Min opfordring til alle sygeplejersker er, at vi alle begynder at råbe meget mere op, bruge vores ytringsfrihed og hvis man er i tvivl om man går over stregen og bryder med tavshedspligten, må man kontakte DSR for at høre om det man har at i sinde at dele med offentligheden går i strid med tavshedspligten. Hvis man er bange for konsekvenserne det kan have med sig på arbejdspladsen, så tag en snak med ledelsen eller TR.

Vi bliver nød til at ytre os, hvis ikke, så fortsætter vores sundhedsvæsen med at synke endnu dybere. Vi er som sygeplejersker førstehånds eksperterne på det der rør sig i det danske sundhedsvæsen, og vi er de eneste der kan fortælle om forholdende på helt tæt hold indefra. Det er gammeldags og forkert at vi skal tie, det skal vi ikke, vi skal tale og vi skal ytre os, vores stemme er altafgørende i den her synkende skude.

Hermed er min opfordring gået videre offentligt!

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her