Det bærer frugt at ytre sig

Den 28/8 skrev jeg et indlæg på min blog. Jeg skrev min egen personlige oplevelse efter en meget travl aftenvagt, hvor jeg havde grædt på vej hjem. Læs mit blogindlæg her: http://vitachoreas.bloggersdelight.dk/2016/08/jeg-graed-paa-vej-hjem-i-gaar/

Jeg har blogget nogenlunde fast om sygeplejefaget i over et års tid og jeg har tit tænkt ”hvorfor er det jeg skriver, hvor er det jeg vil hen med det her og hvorfor gør jeg det overhovedet?”

Men især efter jeg skrev det før nævnte blogindlæg, gav det hele lige pludselig mere mening.

Da jeg et par dage efter mødte på arbejde oplevede jeg stor opmærksomhed omkring mig fra kollegaer af. Flere kollegaer har henvendt sig og rost mig for mit skriv, flere tilkendegav at de sagtens kunne genkende sig selv i det jeg skrev, og jeg fik også krammere af kollegaer. Udover stor opbakning fra kollegaer af, blev mit indlæg delt mange gange på Facebook og mange tilkendegav at de havde oplevet det samme som jeg. Det er utroligt overvældende at mærke så stor en opbakning. Det der så også skete var at min tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant og min afdelingssygeplejerske henvendte sig til mig. Først blev jeg lidt skræmt og tænkte ”åh nej, Frederikke, hvad der det dog du har sat i gang”. Men de ville og vil mig kun det bedste. Min tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant har forslået vi skal holde et møde sammen hvor min afdelingssygeplejerske også deltager. På dette møde skal vi tale om selve vagten, hvad der skete og hvorfor, for at forebygge at jeg og andre ikke går grædende hjem i fremtiden. ”Der vil altid være travle vagter, men ingen skal gå grædende hjem fra vores afdeling” – sådan skrev de til mig. Min afdelingssygeplejerske og jeg havde en samtale – en fin og rolig samtale, hvor vi talte om min trivsel og om vigtigheden i at jeg siger fra og fortæller hvis der er noget jeg ikke trives med. Jeg ser frem til mødet og håber at dette kan forebygge og hjælpe andre nyuddannede som garvede at gå grædende hjem.

Efter opmærksomheden på blogindlægget kan jeg nu mærke at det bare giver så god mening at jeg blogger og fortæller min historie. Jeg håber på at jeg kan være med til at inspirere andre til at ytre sig og fortælle deres historie, så at vi sammen kan ændre og gøre vores sundhedsvæsen bedre og stærkere. Jeg tror på at vores historier og personlige erfaringer kan ændre og hjælpe os med at komme videre fra de sorte huller vi måske er i. De kan hjælpe til at det kan blive bedre, og om ikke andet, kan jeg af erfaring sige, at det hjælper at skrive og ytre sig om noget der har været svært eller udfordrende.

Som en meget klog og utroligt inspirerende sygeplejerske & meningsdanner har sagt:

”Jeg er ekspert på det jeg oplever”. Den sætning er så fin og jeg synes den appelerer så fint til at vi fortæller vores historie.

Tusind tak til jer alle sammen fordi at I læser med.

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

   

Jeg græd på vej hjem i går

Magtesløs

Efter jeg netop forleden skrev et indlæg med mine refleksioner om tilstandene på Køge Sygehus, må jeg indrømme, at det er lidt tragikomisk, at jeg i går på vej hjem fra min aftenvagt begyndte at græde. (Læs mit “Køge-indlæg” her)

Jeg kom til at græde i bilen på vej hjem fordi at jeg i går nok havde hidtil mest lortede vagt (undskyld ordvalget). Følelsen jeg havde i kroppen da jeg gik fra afdelingen var virkelig utilfredsstillende og fyldt med skyldfølelse. Jeg ved at jeg gør mit bedste, men det er bare ikke nok. Det er ikke nok når jeg ved at jeg forsømmer patienterne og ikke får gjort mit arbejde som jeg burde – samt når jeg ved, at jeg går imod min faglighed og imod patientsikkerheden. Det er grotesk at det skal være sådan i nogle vagter, at man kan presses så langt ud, at man fælder tårer. Nyuddannet eller ej.

Jeg følte mig så presset af flere omgange at jeg fuldstædig glemte hvad jeg var i gang med (super patientsikkerhed!). På et tidspunkt stod jeg ude i linneddepotet, klokkerne bimlede, hvoraf 4 af dem kaldte på mig. Der havde jeg helt vildt meget lyst til bare at begynde at skrige! Jeg tror mine tårer brød ud både pga. lettelsen af at “være ude på den side” af afdelingen, men især også fordi jeg vidste at det arbejde jeg havde foretaget mig i den aftenvagt, på ingen måde lever op til at være sygeplejerske. I hvert fald ikke til hvordan jeg gerne vil være sygeplejerske. I går var jeg brandslukker.

Jeg glemte flere vitale almindelig arbejdsopgaver i løbet af vagten pga. tidspres og for meget at lave på én gang. Jeg ved at jeg overleverede opgaver og uløste problemstillinger til natholdet, som ikke var rimeligt, men som jeg ikke kunne gøre til eller fra ved. For som skrevet ovenfor, jeg gjorde mit bedste, det bedste jeg kunne.

Dokumentation?

Jeg nåede aldrig rigtig til at læse om mine patienter (super patientsikkerhed!). Det jeg selv dokumenterede startede primært med …”pga. travlhed har jeg ikke/ved jeg ikke.. osv.” (igen, super patientsikkerhed!). Dokumentation er en vigtig del af sygeplejen, da den er med til at gøre, at vi kan handle på problemstillinger og hurtigt opfange hvis noget skulle være i gang med at ændre sig til det værre, og fortsætte med noget, hvis det hjælper. Dokumentationen er også med til at gøre, at vi opnår viden om patienterne vi passer, så at de kan få bedst mulig behandling. Dokumentaton er altså til for at opretholde bedst mulig kvalitet i sygeplejen. Der var ingen eller i hvert fald minimal kvalitet i det jeg leverede i går dokumentationsmæssigt. Igen.. super utilfredsstillende og slet ikke sådan som jeg vil være sygeplejerske.

Overlevelse

Man skal være stærkt for at overleve i det her sundhedsvæsen. Jeg forstår godt at mange går ned med stress og at mange flygter fra det her fag og giver op. Jeg har ikke før tudet efter at have været i vagt, men det kan jeg da krydse af på listen nu. Jeg synes egentlig selv at jeg er stærk og robust og god nok til at sige fra. Men i går knækkede filmen. Jeg har været sygeplejerske i lidt over to måneder nu – jeg skal overleve mange år endnu som sygeplejerske, medmindre jeg skal finde på noget andet. Det har jeg bestemt ikke lyst til, for jeg elsker mit fag, og jeg elsker at være sygeplejerske. Med tiden bliver jeg vel forhåbentlig mere stærk og robust, men besparelserne fortsætter samtidig også – så jeg ved ikke om det kommer til at hænge sammen på nogen måde. Jeg har heller ikke lyst til at udvikle mig til en “ice-cold-bitch”-sygeplejerske, jeg vil gerne fortsætte med at føle og tude, hvis jeg mærker at noget ikke er iorden. Jeg håber ikke at jeg taber mig selv til travlheden.

Men i går var urimelig. Det var ikke kun fordi at jeg er ny og grøn sygeplejerske.

Undskyld, jeg ved godt at I har ventet længe

Jeg sagde undskyld nærmest hver gang jeg gik ind på en stue i går. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor frustrerende det må være, at være patient, når der er så travlt. Men jeg er sikker på at patienterne også gør deres bedste for at være forstående.

Jeg tror også at mine tårer var en kulmination. En kulmination af hele selve oplevelsen af at løbe rundt, uden nogen pauser, og føle sig så utilstrækkelig og ikke tilstedeværende. Lige nu tænker jeg bare at næste gang jeg møder i vagt, kan det da kun blive bedre end sidst. Men seriøst, det er sgu ikke værdigt for nogle det her.

Jeg bliver vel mere robust jo dygtigere jeg bliver til mit fag. Men de erfarende jeg var i vagt med tonsede også rundt i går, de har nok ikke fældet tårer ligesom mig på vej hjem, men vi var “alle” tre über presset i går og gjorde alt for at få det hele til bare at hænge nogenlunde sammen. Øv.

Meningsdanner Uddannelsen

Jeg glæder mig til at starte på Dansk Sygeplejeråds Meningsdanneruddannelsen i næste uge. Det skal blive godt at lære hvordan jeg kan ytre mig meget mere og debattere meget mere – for det her sundhedsvæsen det sejler!

Ps. Jeg håber at de af mine kollegaer der læser med forstår hvor meget jeg sætter pris på jer og hvor meget guld værd I er. Uden jeres støtte og hjælp ville der slet ikke være glæde og håb for mig som ny sygeplejerske.


Har du oplevet at græde efter en vagt pga. travlhed? Hvis du har, og har lyst til at fortælle din historie, så skriv til mig. frederikkekikke@gmail.com

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Naja, 23 år, Sygeplejestuderende, Modul 8

naja

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg læser til sygeplejerske, for at dygtiggøre mig i et fag, der har betydning for andre mennesker. Jeg tror at alle sygeplejersker er født til faget. Sygeplejersker er givere. De giver deres faglige viden ud, men de giver også ud af dem selv og hvem de er. Der er en del af sygeplejen du ikke kan læse dig til i bøgerne, det er bare noget man er.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg arbejder som vikar på en gastro-kirurgisk sengeafdeling, ved siden af mit studie. Det er primært cancerpatienter der er indlagt, og det er også det jeg interesserer mig for. Når jeg er færdig vil jeg gerne uddanne mig til kræftsygeplejerske og senere forske.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?

Min bedste oplevelse i uniformen er uden tvivl, når en patient eller pårørende de giver mig et kram. Det er en anerkendelse fra min patient eller en pårørende til mig, om at jeg har været et lille lys i en svær tid. Det er simpelthen den største ros jeg kan få.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?

Min første patient var en ung mand i start 40’erne, der havde en tumor, der havde spredt sig til de meste af kroppen. Jeg fulgte ham hele min klinikperiode, men også efter da jeg blev ansat på afdelingen. Det har vel været lidt over et år, at jeg havde set ham flere gange om ugen. Til sidst havde han det dog så dårligt, at han sov ind lige inden min vagt sluttede.

Jeg kunne slet ikke finde ud af hvor jeg skulle gøre af mig selv, da jeg havde fri! Det føltes forkert bare at tage hjem, og fortsætte min dag ligesom alle andre dage. De pårørendes værste tid gik dem i møde, og jeg havde bare fri.

Efter arbejde lagde jeg min kittel og tog hjem, men jeg bar den under mit eget tøj i lang tid efter.

Det er for mig udfordrende, kun at bære sygeplejerske-identiteten på hospitalet. Der er mange hårde arbejdsdage, der lige skal bearbejdes før jeg kan ligge kitlen psykisk, og vende tilbage til bare at være Naja. Der er jeg så heldigvis velsignet med verdens bedste kæreste som jeg bruger til at læsse af på, og han er giver sig tid til at lytte og holde om mig når en vagt har sat sine spor.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Travlheden som eksisterer i hele hospitalsvæsnet, er hæmmende for at udføre den fyldstopgørende sygepleje, vi bliver undervist i under uddannelsen. Alle sygeplejersker jeg møder på min vej, udviser frustration over ikke at have den ønskede tid til deres arbejde. Det er tit, at frokosten eller aftensmaden bliver skippet på grund af, at sygeplejersker prioritere deres patienter højere end deres ernæringsbehov.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Alsidig, loyal, og badass!

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Det vigtigste råd jeg selv har fået, er ALDRIG at gøre noget man er i tvivl om. Altid spørg! Det er min svigerinde som selv er sygeplejerske, der gav mig det i min første klinik, og det har jeg lænet mig meget op af!

Husk at sig fra. På grund af travlheden kan man som studerende, få påduttet sig nogle opgaver som ikke er egnet til ens kompetencer. Og der er det vigtigt at sige fra!


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

   

Patient Usikkert Sygehus

Sagen på den intensive afd. på Køge sygehus har vakt opsigt i de danske medier siden det i sidste uge via DR blev fremlagt at der i en længere periode er blevet skruet op for brugen af sovemedicin i travle situationer for at lette arbejdspresset.

Formanden for Dansk Sygeplejeråd (DSR), Grethe Christensen, har om sagen blandt andet udtalt følgende:

”Det er helt uacceptabelt, at patienterne bliver medicineret i et omfang som skader deres behandling. Det vidner om en syg kultur i sundhedsvæsenet, hvor der drives rovdrift på medarbejderne og hvor der bliver skruet på selv de medicinske skruer for at frigøre ressourcer”.

”Ledelsen skal tage medarbejdernes advarsler alvorligt, når deres faglige ansvarlighed bliver overskredet, og derfor burde der langt tidligere være skredet ind. Det er et skråplan, når økonomiske argumenter ender med at forringe den faglige standard i en grad så medarbejderne ikke kan se sig selv i øjnene” (Kilde DSR).

Forholdene som har fundet sted på Køge Sygehus afspejler den generelle tendens som raser over hele landet i sundhedsvæsenet. Den generelle tendens er det arbejdspres og den stress der finder sted blandt sygeplejersker og andet sundhedspersonale. Denne tendens fremgår også af DSR’s tidligere SATH-undersøgelse, der viser, at sygeplejersker til dagligt står i dilemmaer hvor de må gå på kompromis med deres faglighed. Halvdelen af alle sygeplejersker oplevede i 2015 at de altid eller ofte var under pres, når de skulle løse kerneopgaver på et niveau som var fagligt forsvarligt. Der ses en stigning i forhold til 2012, hvor det viste sig “kun” at være hver 3. sygeplejerske (Kilde DSR).

Som sygeplejerske er det nærmest umuligt ikke at gå på kompromis med fagligheden og patientsikkerheden i visse situationer. Årsagen til dette bunder i hvordan sundhedssystemet er strikket sammen efter der gang på gang har været besparelser. I nogle situationer er det simpelthent ikke muligt at undgå at travlheden og manglen på de varme hænder går udover de indlagte patienter – såvel som det også går udover sygeplejerskerne. Når jeg skriver at det også går udover sygeplejerskerne tænker jeg især på det sindssygt usunde arbejdsmiljø som en sygeplejerske i nogle vagter arbejder i. Både det at man må gå på kompromis med sin faglighed, men også det at der til tider ikke er tid til toiletbesøg, madpauser og pauser generelt. Her kan man selvfølgelig sige, at det er sygeplejerskernes eget ansvar at sørge for at holde sine pauser. Men min personlige erfaring er at jeg i meget travle vagter har valgt pauser fra, eller simpelhent ikke har haft muligheden for at vælge dem til, da travlheden har overvundet mine pauser. Dvs. at jeg har vurderet at patienternes behov for sygepleje har været mere vigtig end min pause. Det er heldigvis slet ikke hverdagskost på min afdeling, men jeg ved også, at jeg slet ikke arbejder et af de steder, hvor der er mest travlt.

Som sygeplejerske (og tidl. sygeplejestuderende) har jeg selv oplevet at være gået på kompromis med hvad jeg fagligt burde – samt gået imod patientsikkerheden. Flere gange endda. Ikke sådan at jeg har skruet op og ned i medicin, eller i anden grad har udsat patienterne for en reel fare. Men jeg har f.eks. vist besked om at lige nu burde jeg også være inde på en anden stue, men dette har ganske enkelt ikke været muligt, da jeg kun kan være et sted af gangen. Jeg ved godt at dette i sig selv ikke udløser en fare for patientsikkerheden eller er at gå på kompromis med min faglighed. Men jeg vil mene at det indirekte er at gå på kompromis med min faglighed og at gå imod patientersikkerheden, da jeg har vist at flere patienter, på samme tid, har haft behov for min tilstedeværelse i forskellige situationer. Helt konkret, for at gøre det mere håndgribeligt, så vil jeg nævne et eksempel: F.eks. har jeg stået i situationer hvor flere stuer på samme tid har haft brug for ammevejledning. Det kan måske lyde af ingen ting udefra, men det er det ikke. Det kan have konsekvenser både for mor og barn på kort og lang sigt at moderen ikke får den hjælp og støtte til sin amning som hun har brug for – især hvis der f.eks. er tale om en sårbar situation – det kunne eksempelvis være et tidligere kompliceret ammeforløb. Selvfølgelig er det ikke akut-AKUT-blåblink, men det er så vigtigt og nødvendigt at yde den støtte og vejledning til en nybagt mor f.eks. i forbindelse med amning for at hun opnår succes og selvfølgelig for at barnet får mad. Det kan ende med at moderen får en dårlig start på sit ammeforløb, at babyen ikke får mad og næring på det rette tidspunkt og i aller værste tilfælde at en nybagt mor, der ellers gerne ville amme, stopper helt med at amme. Dette er bare et eksempel på et scenarie som kan forekomme under tidspress og som sikkert også er virkelighed derude nogle gange på barselsgangene. Amning og vejledning herom, er kun ét eksempel fra mit speciale, der er mange flere, som ikke kun omhandler amning og den nyfødtes ernæring. Men amning er en kerneydelse for en sygeplejerske på en barselsgang og derfor også noget af det der vægtes (og skal vægtes) aller nådes højt.

En sygeplejerske er ganske enkelt nødsaget til at prioritere og dette er man kun endnu mere hvis der er meget travlt. Når travlheden er på sit højeste og flere patienter har brug for hjælp på samme tid, er det simpelhent en nødvendighed at prioritere mellem hvem der har mest brug for din hjælp lige nu. Dette vil helt naturligt have nogle konsekvenser. Jeg har personligt selv oplevet at prioritering er højest i aften – og nattevagter, hvor bemandingen er lavest. Selvom det er aften og nat på et hospital har patienterne brug for hjælp, råd, medicin og vejledning. På barselsgangen hvor jeg arbejder er det tydeligt at mærke at der er en anden ro om aftenen og om natten, men arbejdspresset og prioriteringerne kan stadig forekomme i samme grad som om dagen, men faktisk også tit i højere grad, da kvinder ligesåvel føder om aftenen og om natten, som de gør om dagen. Dog har jeg aldrig oplevet at stå en situation, hvor jeg har følt mig nødsaget til at medicinere mig ud af en presset situation. Det håber jeg heller ikke at nogle af mine kollegaer har.

Jeg håber virkelig og opfordrer ALLE sygeplejersker til at reagere og råbe op hvis de oplever situationer som der går så stik imod fagligheden, som det der er foregået på intensiv afd. på Køge Sygehus. Det er virkelig vigtigt at vi står sammen og støtter hinanden derude på afdelingerne. Det er ganske uforsvarligt og bør på ingen måde være praksis at skulle bryde med sin faglighed på sådan en måde som det er sket i Køge sagen. Det er jo selvfølgelig ganske simpelt at sidde her og skrive ned hvordan man bør gribe tingene an derude i praksis. Men vi må sørge for at støtte hinanden og lytte på hvis kollegaer kommer med problemstillinger der er helt urimelige og stik imod vores faglighed. Hvis ikke man bliver hørt på arbejdspladsen af ledelsen, mener jeg, at man helt klart med det samme må kontakte DSR og bede om råd og vejledning. Det er vores pligt som sygeplejersker. Dette mener jeg i hvert fald helt og aldeles.

Når det så er sagt, så er jeg næsten stensikker på at jeg ikke er alene om at gå på kompromis med patientsikkerheden og min faglighed. Jeg tør vædde på at der hver eneste dag, på hvert eneste sygehus i Danmark, bliver gået på kompromis med fagligheden og med patientersikkerheden. Dette tror jeg ikke vi kan undgå, ikke som det er lige nu og slet ikke med de besparelser som vi står overfor.

Men hvad skal vi gøre, for at ændre ved de her tilstande… Ifølge hvad jeg kan læse mig frem til havde de råbt op på intensiv afd. på Køge Sygehus x flere og givet klar besked om at tilstandene var uforsvarlige.. Men hvorfor blev der så ikke grebet ind noget før? Dette spørgsmål kan man blive ved med at stille. Jeg tænker at man må føle sig meget magtesløs og utilstrækkelig som sygeplejerske i sådanne situationer og mener at det er ganske urimeligt at sygeplejersker skal udsættes for sådanne tilstande.

Med den danske kvalitetsmodel hører med at man som sundhedspersonale skal indberette utilsigtede hændelser (UTH’er) når en fejlhændelse har været ved at ske og når og vis den desværre er sket. Men uden at have nogen dokumentation sådan lige i baghånden, så ved jeg at lige netop det med at indberette UTH’er er noget af det der bliver skippet, for netop at nå det som klart det vigtigste – netop at yde sygepleje til patienterne. Men hvor er vi så? Hvis ikke vi har tid til at få indberettet fejlene der sker eller de fejl som er ved at ske (nær utilsigtede hændelser). Det er jo en ond cirkel som bare kører rundt i ring og som i øjeblikket kun bliver forværret med de besparelser og nedskæringer som raser over sundhedsvæsenet.

Umiddelbart tænker jeg at vi som sygeplejersker skal og bliver nød til at være bedre til at benytte os af vores ytringsfrihed. Vi skal selvfølgelig ikke bryde vores tavshedspligt, men tavshedspligten brydes ikke ved at vi ytrer os om at vi har arbejdsvilkår som er urimelige og uforsvarlige. Vi skal bruge vores ytringsfrihed for at gøre samfundet, og måske mest af alt, politikkerene endnu mere opmærksomme på at de tilstande og vilkår som vi arbejder under, kun for hver dag der går, bliver forværret og mere og mere ikke er til at stå inde for.

Dorte Steenberg som er næstformand i Dansk Sygeplejeråd mener at der findes ligende brug af beroligende medicin på andre afdelinger rundt om i landet på andre sygehuse (Kilde). Jeg håber så inderligt, som ny og grøn sygeplejerskem der gerne vil fortsætte i et fantastisk fag mange år endnu, hvis dette er tilfældet, at de sygeplejersker vil stå frem, bruge deres ytringsfrihed og tage kontakt til DSR og oplyse om de helt urimelige og uacceptable tilstande.

Der skal helt klart mod til at stå frem og tage kontakt til fagforbundet, især hvis det betyder at man må “gå bag om ryggen” på en leder og/eller kollegaer. Men hvis ikke der bliver gjort noget i sager som den på Køge Sygehus, så ender det jo i sidste ende med at sygeplejeprofessionen kan blive smadret og på sigt ende med at være en utroværdigt og forhadt profession. Det er i hvert fald de tanker jeg kommer frem til om dette. Måske er det at sætte det hele lidt på en spids, men jeg tror ikke at det er helt forkert, hvis nu man spørger tilfældelige borgere derude i samfundet. Jeg ville i hvert fald som borger, den dag i dag, være skræmt og bange, hvis jeg skulle indlægges på et dansk hospital og umiddelbart også føle mig usikker på om jeg overhovedet ville få den behandling jeg skulle. Jeg forstår i hvert fald godt, hvis der er flere borgere der går med disse tanker, det er kun forståeligt, når man kan læse, se og høre, at der i flere tilfælde slet ikke er ressourcer og midler til at sygeplejersker og andet sundhedspersonale kan gøre deres arbejde forsvarligt.

Og helt ærligt? Det kan jo ikke passe at en sygeplejersker presses så langt ud at han/hun føler sig tvunget til at gå på kompromis med sin faglighed og må sætte sin autorisation på styr, for at “få lov til” at gøre sit arbejde nogenlunde forsvarligt.

Som sygeplejestuderende blev jeg hurtigt godt klar over der var fejl og mangler ude i “det virkelige sygepleje-liv” i forhold til hvad jeg lærte i teorien på skolebænken. Men jeg havde ikke noget begreb om at det kunne være så grelt som det faktisk står til derude på nogle afdelinger. Jeg har ondt af de sygeplejersker der til dagligt står i sådanne situationer, de må virkelig stå med nogle overvejelser og valg der er urimelig og utålelige. Jeg håber at det snart er på tide at sygeplejerskerne virkelig bliver hørt. Hvis ikke sidder jeg faktisk nu igen med den dårlige følelse i maven om at jeg på sigt i min fremtid ikke vil være sygeplejerske. Jeg vil selvfølgelig altid være sygeplejerske, for den titel har jeg ønskeværdigt opnået, men jeg håber, at jeg kan finde ud af at skåne mig selv og flygte, hvis tilstande som på Køge Sygehus bliver hverdagskost for mig en dag. Dog håber jeg at jeg vil være modig nok til at ytre mig først.

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

KONKURRENCE: Vind plakat “Sygeplejersken” fra Dialægt

Sponsoreret indlæg

Flere af jer har måske allerede set den super seje plakat “Sygeplejersken” fra Dialægt. Nogen af jer har måske allerede fået fingre i den? :-)

Hvis ikke så har du nu muligheden for at vinde plakaten her på bloggen! Jeg har nemlig fået æren af at udlodde et eksemplar til en heldig vinder. Plakaten måler 50×70 cm og er til en værdi af 349 kr.

For at være med i konkurrencen skal du:

1) Følge Dialægt på Instagram (@dialaegt)

2) Følge mig på Instagram (@vitachoreas)

3) Like konkurrence billedet på min Instagram profil (@vitachoreas) og skriv gerne en kommentar med en sjov sygeplejerske anekdote, måske du har en der passer til et af udsagnene på plakaten :-)

Konkurrencen starter i dag og varer til og med tirsdag den 30. august. Jeg giver den heldige vinder direkte besked på Instagram og poster det ligeledes på min blog’s facebookside den 31. august :-)

Held og lykke og nurse on!

Kig forbi Dialægt’s hjemmeside her og se flere plakater – jeg er selv også ret vild med Århus plakaten, da jeg har boet og studeret i dejlige i Århus – før at jeg faldt pladask for sygeplejerskefaget :-)

Sponsoreret indlæg

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Mental sundhed

World Health Organization (WHO) definerer mental sundhed som:

“en tilstand af trivsel hvor individet kan udfolde sine evner, kan håndterer dagligdagens udfordringer og stress, på frugtbar vis kan arbejde produktivt samt er i stand til at yde et bidrag til fællesskabet”.

Somme tider stilles der krav til sygeplejersker, krav der kan føles overvældende. Ofte er der ikke nok varme hænder, for lidt tid, for lidt plads til patienterne, fejl og UTH’er pga. pres fra alle sider, stress, besparelser, dårlige arbejdsmiljøer med mere. Derhjemme når man har fri skal man koble af, sove og lade op til at hospitalet kalder igen, samtidig med at familie – og sociallivet skal passes og plejes. Dette kan føles som et ekstra krav oven i hatten, når man er presset og udkørt fra sygeplejearbejdet.

En dag overhørte jeg to kollegaer tale om arbejdspresset på vores afdeling:


Kollega 1:

Hvordan formidler du om det her arbejde altså om arbejdspresset og om vores vilkår til din mand?

Kollega 2:

Det kan jeg ikke. Jeg tror man skal prøve at være her, for at kunne forstå det.

Kollega 1:

Jeg er helt enig.


Jeg tænkte straks at det var meget fint svaret af kollega 2, og meget sådan jeg har det, når nogen spørger ind til mit arbejde. Man skal virkelig prøve at være sygeplejerske, for at kunne forstå, hvad det vil sige, både på godt og ondt.

Efter at jeg har arbejdet i lidt over en måned som sygeplejerske, er jeg efterhånden ved at falde til, så godt som jeg nu kan. Jeg har været så træt og udmattet, og er det stadig. Det tror jeg nu er helt og ganske naturligt som ny i gårde – i alle jobs. Jeg har mærket hvordan det er at arbejde i skiftende vagter, at sove når andre er vågne, at arbejde når andre sover, at sove og være helt udmattet når jeg endelig har fri og at mærke at min mentale sundhed har skræntet. Det er helt klart især super vigtigt, som sygeplejerske, at gøre sit bedste for at opbygge en god mental sundhed. Men hvordan gør man så lige det uden at sige fra til socialt samvær og hygge i sin fritid. Jeg har ikke svaret på det, da jeg selv føler og ved at jeg allerede har måtte sige fra til flere sociale arrangementer både pga. skiftende vagter, men også fordi jeg har haft brug for at koble af og hvile, når jeg endelig har haft fri.

Først og fremmest så tror jeg at det bliver bedre med tiden, jo mere erfaren og garvet man bliver, jo mere tror jeg at man kan holde til. Samtidig tror jeg også at det kræver god personlig styrke og vilje til at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Søvn og god kost er alfa omega, hvilket for mig er en stor udfordring, da jeg nok er et af de største B-mennesker i verden. Jeg øver mig i og presser mig selv til at sove mere, spise bedre også selvom jeg ikke er sulten. Motion er også alfa omega for at opbygge mere energi. Her er jeg i total underskud. Jeg har ikke rigtigt dyrket motion siden Københavns karneval i pinsen og da mit sambahold holder sommerferie helt til september, går der lang tid før jeg rigtigt kommer til at danse samba regelmæssigt igen. Og ved nærmere eftertanke, gik det op for mig, at jeg nok må komme til at give afkald på at kunne træne samba hver uge som før i tiden. Jeg tror desværre ikke at jeg har mulighed for at planlægge at have fri hver gang der er sambatræning. Jeg kan håbe at det er muligt, men jeg tror ikke at jeg skal regne med det, når mit vagtskema indebærer skiftevis dag-, aften- og nattearbejde.

I dag valgte jeg derfor at melde mig ind i fitnesscenter igen-igen. Her kan jeg træne når det passer mig, min plan er selvfølgelig at deltage på så mange dansehold som overhovedet muligt, selvom det slet ikke er til at sammenligne med min samba træning, men det er trods alt, bedre end ingen ting.

Hvad gør I for at opretholde jeres mentale sundhed? Jeg er nysgerrig, da jeg som ny og uviden i det her sygeplejefag allerede godt kan mærke at det er rigtig vigtigt at vægte det højt og være god til at huske det i farten mellem de utallige kittel skift.

Kh. Frederikke og på forhånd tak for råd :-)

FØLG MIN BLOG PÅ FACEBOOK HER:

VITACHOREAS

   

“Det vil jeg aldrig glemme”

Da jeg havde arbejdet i ca. en uge som færdiguddannet mødte jeg ind i vagt til ovenstående hilsen og gave fra en patient. Jeg blev så rørt og glad, og kunne mærke at der stod små tårer og bankede på i øjenkrogen.

Min første uge på barselsgangen var rigtig hård. Det var den fordi at jeg ikke havde haft en vagt på barselsgangen i næsten to måneder, fordi at min bachelorgruppe og jeg, brugte alle vores timer i døgnet på at skrive sammen. Udover det, så startede jeg præcis den 1. juli, med 3 weekend dagvagter i streg. Weekenden er klart et tidspunkt, hvor der kan være meget knald på og rigtig travlt. Hospitalet er på en eller anden måde lidt i dvale tilstand, og generelt mindre bemandet end som i hverdagene. Men kvinder føder altså døgnet rundt – også i weekenden! Samtidig har jeg det sidste årstid som vikar i afdelingen primært haft aften og især nattevagter, så hvad man præcis skal i dagvagt lå ikke helt på rutinen. Da vi havde travlt og fes rundt, var det svært at spørge kollegaer til råds, og jeg følte lidt at jeg famlede lidt i blinde nogen gange. Da jeg kom hjem var jeg ikke i hopla og slet ikke spor glad og stolt af min indsats. Jeg følte at jeg havde glemt meget om specialet, både viden, men også helt almindelige praktiske ting. Det er som om at bacheloren har spist en masse af min viden og rutine fra barselsgangen!

Hvor om alt er, så går det meget bedre nu. Jeg skulle lige i gang igen og bare én god oplevelse, sletter nogle af de, jeg har oplevet som værende mindre gode.

Da jeg mødte ind til ovenstående kort og chokoladegave, blev jeg så utroligt glad, for midt i mine frustrationer om min formåen og kunnen, gav alt lige pludselig fuldstændig mening igen. Jeg var der for patienten, jeg støttede, vejledte og krammede. Forinden havde jeg nået at læse lidt omkring patientens problemstilling, så jeg vidste hvad der skulle til, for at hun fik det bedre, sådan rent sygeplejefagligt. Men det aller vigtigste for hende, som også fremgår af kortet var, at jeg var der, krammede og lyttede.

Jeg skriver ikke det her blogindlæg for at sige “se mig, hvor er jeg god”, men for at understrege vigtigheden i bare det at være der og møde patienten hvor han/hun er. Selvfølgelig skal det ikke underkendes at viden og erfaring er GULD værd og uundværligt – men som jeg selv, og mange andre nyuddannede, må vi huske på at helt grundlæggende sygepleje er mere end halvt så vigtigt. Det betyder så meget, og det er så lidt der skal til som sygeplejerske, for at være der for en patient. Jeg tror, at jeg helt ubevist tænker og fokuserer rigtig meget på alt det jeg ikke kan, i stedet for at fokuserer på alt det jeg kan. Rom blev ikke bygget på en dag, og god sygepleje er i grunden uhyre simpel, når det kommer til stykket >>se, lyt, føl<<.

Jeg fik mig i hvert fald en reminder på, at jeg er god nok, og at jeg måske skal slappe lidt af med at fokusere så meget på alt det jeg ikke kan endnu. Jeg har før skrevet et indlæg om at jeg synes, at man kan sidestille sygeplejerskeuddannelsen med det at tage kørekort. Man lærer først rigtigt at køre bil, når man har kortet, men man kan det grundlæggende når man består teori – og køreprøve. Helt ligesom at have bestået sygeplejerskeuddannelsen. Jeg kan det grundlæggende, men jeg er nu for alvor klar parat til at bygge oven på, og lære meget mere om hvordan man rigtigt er barselssygeplejerske :-)

Kan I følge mig? :-)

Følg min blog på facebook her VITACHOREAS

Kære kollegaer

Jeg har nu været færdiguddannet sygeplejerske i over en måned nu. Helt præcis i en måned og 4 dage. Ja jeg tæller stadig. Det stopper nok helt naturligt lige pludseligt:-)

I dag har jeg en fridag, oven på 6 vagter i streg. Det har været udfordrende, men samtidig også fedt med 6 vagter i streg. Jeg har været så træt og smadret nogle af dagene, at jeg ikke har orket at spise aftensmad, men i stedet bare gået på hovedet i seng. Jeg lærer hver dag noget nyt om mit speciale, og om mig selv som sygeplejerske.
Afdelingen jeg arbejder på, barselsgangen, er jo ikke ny for mig, da jeg har været der i praktik på modul 11, og dernæst som vikar siden november 2015. Men de første mange dage følte jeg mig godt nok helt ny i gårde. Selvfølgelig var mange af mine kollegaer kendte ansigter, og jeg fik en dejlig varm velkomst på min første vagt, som rigtig sygeplejerske, med et kram fra chefen. Det varmede og betød faktisk ret meget for mig, når jeg sådan lige sidder og tænker tilbage på min første dag. For selvom jeg har arbejdet der i noget tid, var det stort og nyt, at jeg nu, fra den ene dag til den anden, havde en helt anden rolle.

Jeg har følt mig frustreret og rundt på gulvet af flere omgange, og føler det stadig i ny og næ. Men heldigvis, trods stor travlhed nogle dage, er mine kollegaer på barselsgangen så søde og gode til at hjælpe – også selvom de står med en masse selv. Så kære kollegaer på barselsgangen, tusind tak for at bære over med mig, for at række ud med hjælp, for at give mig anerkendende og konstruktiv feedback og for at dele ud af al jeres gode sygeplejerskeviden.

Sommetider står jeg i noget, hvor jeg er helt blank, som ikke en gang er barselsspeciale specifikt, men som bare er generel “sygepleje-viden”. Der kan jeg tydeligt mærke, at jeg har været på udveksling af to omgange med studiet. Mit råd er helt klart til nuværende studerende, kun at tage ud én gang. Jeg føler mig jo ikke helt lost, men kunne jeg gøre noget om, var jeg nok kun taget til udlandet én gang i løbet af min studietid. Det at jeg kun har haft en reel praktik på et hospital i Danmark, kan jeg tydeligt mærke nogen gange.

Trods frustrationer og følelsen af ikke at være god nok i nogle situationer, så er jeg utrolig glad for mit arbejde på barselsgangen. Når jeg står i noget, hvor jeg føler mig helt sat af, prøver jeg at sige til mig selv, at det er helt ok at spørge erfarene til råds og at det er helt naturligt, at jeg ikke kan og ved alt – også selvom jeg er kendt i specialet. Man skal lære hele livet, og det er slet ikke så lige til, heller ikke selvom man, som jeg, har arbejdet som vikar i afdelingen. Det er bare et helt andet ansvar der hviler på skuldrene lige pludselig. Det kilder skam også stadig i min mave, når jeg tager telefonen eller tilkalder lægen og siger “Hej, du taler med sygeplejerske Frederikke fra barselsgangen” :-)

Jeg glæder mig lidt til min aftenvagt i morgen, selvom min fridag i dag oven på 6 vagter i streg, var tiltrængt. Trods dårlige arbejdsforhold, nedskæringer og alt for lidt tid til patienterne, er jeg ikke i tvivl om, at SYGEPLEJERSKE, er min hylde.

Ps. Undskyld for jer der venter på at få udgivet jeres “Ugens sygeplejerske”, jeg håber på at jeg snart får mere energi og tid til at blogge mere. Så snart jeg får, lover jeg at udgive igen. Send mig endelig en privatbesked, hvis du har lyst til at være med :-)

Følg min blog på facebook her VITACHOREAS

Dimitteret sygeplejerske med DSR nål

I formiddags dimitterede jeg sammen med masse andre sygeplejersker på skolen. Det var så fint et arrangement med taler og dejlig sang fra skolens kor “Nursing”. Det er så småt ved at fise ind nu, at jeg er sygeplejerske. Men egentlig først rigtigt efter i dag. Det føles bare mere rigtigt nu hvor jeg har mit eksamensbevis og min fine DSR nål. Den der nål, som jeg i flere år har glædet mig til at stå med i hånden. Det er underligt at sådan en lille nål kan betyde så meget, men for mig at den bare så meget et symbol på, at jeg NU er sygeplejerske. Selvom den faktisk “kun” udleveres og må bæres af de sygeplejersker, der er medlem af Dansk sygeplejeråd (det er flertallet – så vidt jeg ved).

I talerne blev der blandt andet sagt:

Kære pårørende,
Tillykke med at I nu har en sundhedsperson i familen.
De er gode at spørge til råds, men husk også at give dem lidt fred.

Lige netop dette var så fint sagt, da der samtidig blev sagt en masse om at sygeplejerskeuddannelsen er en generalistuddannelse, og at man som sygeplejerske ikke ved alt, men ved en masse om meget.
Der blev også opfordret til, at vi på et tidspunkt fordyber os i et speciale, igen fordi at sygeplejerskeuddannelsen er en generalistuddannelse. Dette tror jeg er vigtigt at have med sig i baghovedet, især nu, hvor vi starter i job og måske nok har følelsen af, at vi bare skal kunne agere sygeplejersker day one. Det er vigtigt at huske sig selv, og sine kollegaer på, at vi stadig er helt grønne – at vi selvfølgelig kan en masse, men at vi ikke er specialiseret, men derimod klædt på til at kunne være sygeplejersker på level 1.
Institut lederen sagde:

Husk på disse to ting altid:
– Patienten: hvilket perspektiv har han/hun
– Situationen: tænk på helheden
… og tilsidst – husk nu, I kan godt!
I skal m
otivere, kontrollere og sikre.
Der er brug for jer, tro på jer selv!

Det var bare så flot og rigtigt sagt – for ja, som helt ny udklækket sygeplejerske er det så fint og rigtigt, at huske på, at man nødvendigvis ikke kan og skal kunne det som ens kollegaer derude i “marken” kan. Men vi er i hvert fald i stand til det mest basale og vigtigste, som er en sygeplejerskes superpower, nemlig at have patienten i fokus, medtænke patienten i interaktionen med ham/hende og at tænke på situationen som en helhed. Yderemere også at vise empati, omsorg og mellemmenneskelighed.

På vores vej fik vi også et godt råd, som jeg helt klart tog ind, og vil tage med mig på min sygeplejerske færd:

Vær åben, det er vigtigt at følge sin drøm.. Men vær også åben for at gribe muligheder og chancer.

Dette tror jeg også er rigtig vigtigt at tage med sig, da man tit godt kan være meget styret af bestemte drømme om hvad man gerne vil opnå, og tanker om hvordan noget kommer til at være, hvis man opnår noget bestemt. Dette kan jeg i hvert fald selv godt være meget styret af. Jeg har længe været lidt styret af, at jeg ville læse videre på en kandidat med det samme, når jeg blev færdig med min bachelor. Men jeg stoppede op, og fandt ud af, at dette ikke var den rigtige vej for mig lige nu. Det samme med mine planer om udlandet. Jeg mener ikke, at man skal lade sine drømme og tanker stoppe og slet ikke gå efter dem, men jeg tror helt personligt, at det er meget vigtigt, ikke at lade sig styre for meget, men i stedet mærke efter indeni, og spørge sig selv, om man er glad i det man laver her og nu. Hvis ja, så fortsæt, hvis ikke, så “kom videre”. Sygeplejerskeuddannelsen er nok én af de uddannelser der åbner op for flest mulige døre. Der er så mange forskellige specialer, efteruddannelser og kurser, som kan viderudvikle og bedre gøre dig som sygeplejerske.

Jeg er så spændt på min fremtid, og jeg glæder mig med sommerfugle i maven til at møde op på arbejde på fredag, med min flotte DSR nål på kitlen. I 3 1/2 år har jeg båret min SLS nål, den skal nu skiftes ud, men for evigt gemmes. Den vil altid være et dejligt minde fra min fantastiske rejse gennem sygeplejestudiet, til der hvor jeg står i dag. Jeg ser frem til at min nye DSR nål skal fyldes med minder og oplevelser fra verdens bedste fag.

Tusind tak for et skønt arrangement kære PHmetropol og tak for nålen DSR, jeg har lyst til at sove med den på – og jeg ved, at der er flere der har det ligesom mig :-)

Kh. Frederikke, sygeplejerske – nu med nål :)


FØLG MIN BLOG PÅ FACEBOOK HER :-)

   

Jeg er glad og sygeplejerske men…

(Enzo, min hund udtrykker så fint, hvordan jeg har haft det i de sidste par dage)

Siden jeg i sidste uge blev færdiguddannet sygeplejerske er tiden fløjet afsted. Jeg har flere gange glemt hvilken ugedag det er, og følt, at jeg ikke helt har haft styr på noget som helst.
Det minder mig egentlig rigtig meget om den gang, da jeg blev færdig som student for præcis 8 år siden.
For 8 år siden, var det hele bare lidt anderledes… jeg boede hjemme under mine forældres tag, der var ingen økonomiske pligter som sådan, udover telefonregingen.
Nu er der “voksen” forsikringer, autorisation der skal søges og dagpenge at skulle tage stilling ting. Udover det, så bor jeg ikke længere hjemme hos mine forældre, men i egen lejlighed, hvor huslejen skal betales med mere. Og… så er det sådan, at SU’en er forudbetalt, hvilket vil sige, at jeg fik min sidste SU udbetaling den 1. Juni. Det betyder at jeg den 1. Juli får jeg udbetalt boligstøtte på omkring 400 kr. og ikke mere. Dette rækker jo ikke særlig langt, og derfor indså jeg hurtigt, at jeg måtte kontakte banken og ansøge om et lån pr. 1. Juli.

De fleste af mine (eks) studiekammerater har opsparinger at kunne trække på, men det har jeg ikke. Det har egentlig, helt oprigtigt, været min intention at lave en opsparing i løbet af min studietid, men det skete aldrig. Jeg tror der står omkring 0,86 øre på min opsparingskonto. Da jeg har været på udveksling to gange i løbet af min studietid, har jeg brugt alle de penge jeg har kunne skrabe sammen på det.
I stedet for en opsparing, har jeg opsparet gæld. Her vil jeg lige understrege, at jeg er ovenud lykkelig for de to udvekslingsophold jeg har været på. Spanien og Kina ville jeg aldrig gøre om. Selvom jeg kommer til at skulle betale af på gæld de næste par år, har det været det hele værd. De erfaringer og oplevelser jeg har fået i udlandet som sygeplejestuderende kan slet ikke gøres op i penge.
At rejse er VIRKELIG at leve!

Mit humør har været flyvende lige siden i fredags da jeg blev færdig, men for et par dage siden, mærkede jeg pludselig en tom og underlig følelse indeni. Mit humør begyndte pludselig at dale, og jeg var slet ikke glad. Det hjalp og hjælper ikke en gang, at jeg siger til mig selv “hey, du er sygeplejerske!!!”. Først begyndte jeg at tænke at jeg skulle tage mig lidt sammen, komme ud af mit dårlige humør, og være glad. Men det hjalp ikke. Dernæst har jeg haft et par “opladnings-dage” herhjemme i mit lille dukkehus, talt masser i telefon med min mor og min søster (mine to skytsengle), og er kommet frem til, at mine reaktioner er ganske normale.

Det at jeg fra den ene dag til den anden er gået fra at være studerende, til at skulle være “rigtig voksen” med fuldtidsjob med alt hvad det indebærer… At jeg ikke længere skal møde op på skolen eller i praktikken, klar til at modtage undervisning, men i stedet være den, der giver “undervisning” på egne ben som nyuddannet sygeplejerske, i et sundhedsvæsen der måske slet ikke har tid og ressourcer til det, er mega angstprovokerende. Dog glæder jeg mig helt vildt til at lave det jeg elsker aller mest, nemlig at yde sygepleje, men jeg er samtidig spændt og usikker, da jeg jo inderst inde, bare er lille “grønne Frede”. Heldigvis er jeg så priviligeret, at jeg starter på en afdeling, og i et speciale, som jeg kender. Dette gør mig rolig, og får mig til at jeg tænke, at det hele nok skal gå.

Jeg er i hvert fald kommet frem til, at det er helt ok, at jeg har det som jeg har det. Dog irriterer det mig, at jeg ikke bare kan være glad og fuld af lykke 24/7, som den gang, da jeg blev student i 2008, og kørte rundt i vogn og festede til den lyse morgen med mine studiekammerater. Hvor om alt er, må jeg bare indse, slappe af og sige til mig selv, at livet ændrer sig, og lige meget hvor meget man gerne bare vil ride med på en bølge, så må man lytte til sig selv, og sørge for at trække stikket ud en gang imellem.

Nu er der under en uge til at jeg starter mit liv som sygeplejerske, og jeg glæder mig med sommerfugle i maven. Jeg har haft et par dage hjemme, hvor jeg har fået styr på alle de praktiske ting, og jeg kan ånde lettet op og kan igen med glæde sige til mig selv… JEG ER SYGEPLEJERSKE! Dog forstår jeg det stadig ikke helt :-)

Endnu en gang kæmpe tillykke til alle jer der er blevet færdige og har fået titlen. Titlen som må være en af de mest fantastiske at få. Dette tør jeg godt at skrive, uden at virke selvfed, for det at være sygeplejerske er virkelig en superpower, som er usammenlignelig med noget som helst andet.

God weekend derude bag skærmen,

Kh. Frederikke


FØLG MIN BLOG PÅ FACEBOOK HER :-)

Jeg er sygeplejerske og har fået en plads på drømme “uddannelsen”.


“Jeg er sygeplejerske” – denne her sætning har jeg gået og sagt til mig selv (og folk omkring mig) siden i fredags kl. 15 sådan cirka. Det er så mega underligt og ambivalent, og samtidig sindssygt dejligt. De følelser jeg bedst kan sammenligne det med, er for præcis 8 år siden, da jeg blev student i juni 2008. Følelserne skal bare ganges med 100. Det er så overvældende, det der foregår indeni mig i de her dage, og jeg kommer nok ikke til at forstå det helt før om et par måneder.

Jeg har aldrig før haft så meget eksamensangst og rystet så meget til en eksamen som i fredags. Jeg havde kvalme og følte jeg skulle kaste op hele morgenen. Selve eksamenssituationen var faktisk rigtig god, men det at jeg vidste, at min familie og venner stod ude bag eksamensdøren, klar til at kysse og lykke ønske mig, at det var den aller sidste eksamen på sygeplejerskeuddannelsen og at en ny milepæl i mit liv nu var opnået, satte ekstra meget i spil og gjorde mig bare så nervøs og oppe og køre som aldrig før.

Da jeg havde krammet og kysset alle, fik jeg skålet i en masse champagne og det hjalp på nerverne, som faktisk stadig var tilstede, da jeg var færdig med min eksamen.
Det er så vildt at 3 1/2 år er gået, siden at jeg mødte op på Tagensvej 86 en tidlig morgen, uden rigtigt at vide hvad der ventede mig.


Jeg havde aldrig troede, at jeg skulle opleve og lære så meget, som jeg har gjort i løbet af min tid som sygeplejestuderende.


Jeg har mødt og lært så mange dejlige og unikke mennesker at kende på min sygeplejerske-rejse. Jeg har været på udveksling i Spanien og Kina – to kæmpe oplevelser, og er blevet oplært i det obstetriske speciale, hvor jeg fortsætter pr. 1. juli som barselssygeplejerske.


Jeg har fået nogle helt specielle venskaber, som jeg for evigt vil være taknemmelig for. Veninder som betyder så meget for mig, at jeg slet ikke kan forstå, at jeg har haft en hverdag uden dem.


Frem til 1. juli skal jeg slappe af og nyde at have lidt fri, inden voksenlivet med fuldtidsarbejde for alvor starter.

Jeg har blogget om sygepleje siden jeg var på udveksling i Kina i 2014, og begyndte for alvor at skrive nogenlunde fast i februar, hvor mit blogindlæg om travlhed på barselsgangen blev udgivet i Dagbladet Information.

For en månedstid siden tog jeg chancen og søgte ind på Dansk Sygeplejeråds Meningsdanneruddannelse, og jeg var så heldig, at være en af dem, der fik en plads ud af mange ansøgninger. Uddannelsen varer et halvt år, og kommer til at være en dag om måneden, så jeg kan sagtens arbejde som fuldtids barselssygeplejerske ved siden af :-) Jeg skal starte til september, og glæder mig som et lille barn. Pga. denne uddannelse, er mine grønlandsplaner sat lidt på hold.

Meningsdanneruddannelsen handler om få redskaber til at kommunikere med udgangspunkt i sin faglighed, lære, hvordan man kan fortælle din historie, så den får opmærksomhed i medierne, af politikere og hos kolleger, lære at skrive debatindlæg til klassiske medier (aviser mv.), blive klog på de sociale mediers muligheder for at komme i dialog med politikere, journalister, kolleger og offentlighed, at få et netværk af engagerede kolleger, som brænder ligesom dig og at møde toppolitikere, der har betydning for det sundhedspolitiske område.

Kravene til uddannelsen handler om at man skal brænde for sygeplejen, have en stærk holdning til faget og dets udvikling og have lyst til og mod på at blande sig i den offentlige debat! Og det må man sige at jeg har :-) Man skulle skrive en motiveretansøgning, og jeg er bare så glad for at min vakte interesse og at jeg blev udvalgt.

I dag skal jeg op på skolen, for at lykke ønske to veninder der får sygeplejerske titlen i dag, og bagefter skal ses m med en norsk sygeplejerskeveninde. Vi mødtes i Kina, da vi begge to var på udveksling i Shanghai. Hun er på ferie i København, og det er bare så dejligt med gensyn.

Rigtig hjertelig tillykke til alle jer andre der dimitterer i denne tid, nyd det – det er jo helt fantastisk – og helt sikkert en uforglemmelig tid.

Kh. Frederikke, sygeplejestuder… Nå nej, SYGEPLEJERSKE :-)


Følg min blog på facebook her :-)

Hallo, har du ikke tavshedspligt?

Man må sige at jeg har været en smule tavs den sidste måned. De af jer, der følger mig på Instagram har nok lagt mærke til, at jeg skriver bachelor på fulde hammer. Hvis I har lyst, kan I følge med her: Vitachoreas
Jeg skriver om børn og præoperativ angst hvilket er rigtig spændende… Men jeg er nået dertil, hvor jeg ikke rigtig orker mere og jeg tror at mine kære makkere føler helt lige sådan. Jeg føler at lever i en bobbel og når jeg drømmer er det også om bachelor – det er vist meget normalt at have det sådan :-) Jeg var heldig at have et lille afbræk med sambadans og Københavns karneval med dejlige danse-venner i midten af maj, men ellers står den på bachelor dag ud og dag ind.

Det er dog ikke min tavshed dette indlæg skal handle om, men om den pligt til tavshed, man som sundhedsprofessionel er underlagt.

Tavshedspligt
Alle sundhedspersoner er underlagt tavshedspligt. Det betyder som det helt klare udgangspunkt, at en sundhedsperson ikke må videregive oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger uden patientens samtykke.
Tavshedspligten er en patientrettighed, som giver dig krav på fortrolighed fra sundhedspersonens side og mulighed for i visse tilfælde at bestemme, om oplysninger om dit helbred og personlige og økonomiske forhold må videregives.
Du kan læse mere om sundhedspersoners tavshedspligt på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside.
Fra sundhed.dk

For nogle uger siden sad jeg i solen og drak en kop kaffe på en café udenfor. Vi sad mange tæt og crowded udenfor på cafeen. Jeg kunne ikke undgå at overhøre samtalen der var igang lige ved siden af mig. Samtalen var mellem to der tydeligvis arbejdede samme sted og den omhandlede borgere fra det pågældende sted. Der blev nævnt navne på borgerne og der blev talt om deres vægttab, spisevaner og meget mere. Der blev ikke nævnt nogle sådan meget nært personlige ting om borgerne, men jeg synes bestemt at det var et brud på tavshedspligten på alle mulige måder det der foregik.

Samme uge da jeg var på vej hjem fra en nattevagt på mit studiejob, kunne jeg (inklusiv resten af togkupeen) ikke undgå at høre meget nære beskrivelser om en kvindes fødsel. Det var en jordemoderstuderende der talte i telefon og fortalte om hendes vagt. Hun fortalte meget detaljeret om en fødsel hun havde været med til, om alt lige fra hvordan moderen havde været under fødslen til hvordan fødslen var foregået. Ud fra hvad hun fortalte til den anden ende af røret, kunne jeg forstå at det havde været en lidt kompliceret fødsel, og det gjorde bare hele situationen meget værre. Ét er, at man fortæller om sin vagt i et offentligt rum, hvilket også er et brud på tavshedspligten, to er, at når det har været kompliceret og en svær situation for vedkommende, synes jeg personligt, at det tavshedsbrud blev endnu værre.

Begge episoder efterlod mig med en følelse af, at jeg gerne ville have grebet ind og sagt noget til de der plaprede højt om deres oplevelser på arbejdspladsen. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Det er nu heller ikke, så vidt jeg ved, mit job at være politimand i sådanne situationer, men jeg kunne bare ikke lade være med at tænke “tænk hvis det var mig”. Jeg kan virkelig godt forstå og sætte mig ind i, at man er fyldt op af oplevelser man har brug for at dele med især medstuderende, men jeg synes virkelig at det er grotesk at nogen kan finde på at snakke højt og tydeligt om andre menneskers behandlinger åbentlyst på en café og i en togkupé.

Hvordan har I det med sådanne situationer? Ville I gribe ind? I så fald, hvordan ville I gøre det?
Jeg håber at jeg har mod på at sige noget, hvis jeg oplever noget ligende igen. Det er ikke rart at skulle lege politimand, men jeg føler virkelig, at jeg som sundhedsprofessionel har et medansvar for de patienter og borgere der modtager behandling. Jeg ville selv være utroligt ked af det, hvis nogen snakkede højt og tydeligt om mig om min behandling i det offentlige rum. Det er bare så forkert, og bare så lidt i orden. Sådanne samtaler er nogle der hører til bag en lukket dør, hvis den overhovedet hører til der. Jeg vil slet ikke ophøje mig selv med det her indlæg, tværtom, for jeg må da blank indrømme, at jeg også har talt om oplevelser fra min kliniske verden med medstuderende og med familiemedlemmer. Men når jeg har gjort det, har det ikke været i det offentlige rum, og har jeg omtalt personer har det foregået sløret, i sådan en grad, at man ikke kan vide om hvem, hvor og hvordan.

En sundhedsprofessionel er selvfølgelig også bare et menneske, som alle andre, der også snakker om deres arbejde. Men der er bare den store forskel i sundhedsfaget, nemlig at det omhandler mennesker og deres privat liv.

Har I mon oplevet ligende situationer?

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas